Fængslende fortælling om Novo Nordisk

For hundrede år siden var diagnosen “sukkersyge” ikke meget bedre end en dødsdom. Dengang bestod den mest lovende behandling af strenge kostplaner, der med lidt held kunne forlænge patienternes liv – hvis de da ikke sultede ihjel.

I 1921 fandt en ung læge i Canada omsider frem til sygdommens årsag. Men én ting var at vide, at diabetes opstår fordi bugspytkirtlen ikke producerer nok af stoffet insulin. Det næste skridt – at fremstille insulin i tilstrækkelige mængder til at hjælpe de mange lidende – virkede derimod nærmest umuligt.

En gave til menneskeheden

De største fremskridt fandt sted i Danmark, hvor et hold af dygtige mennesker med forskerparret August og Marie Krogh i centrum fik til opgave at grundlægge en produktion af insulin til hele Skandinavien. Gav produktionen overskud, så skulle pengene finansiere yderligere forskning eller være til anden form for nytte for diabetespatienter.

Marie havde kort forinden selv fået den frygtede diagnose, så motivationen var til at tage og føle på. Og det faglige grundlag var også på plads: August havde i 1920 fået en Nobelpris i medicin.

Under ledelse af den geniale, men vanskelige Dr. Hagedorn, og finansieret af apoteker og fabrikant August Kongsted, kunne det nystartede Nordisk Insulinlaboratorium således i 1923 sende sit første produkt på markedet.

De driftige jyske brødre

Succeshistorien ramte et skarpt sving året efter, da Hagedorn mistede besindelsen og fyrede farmaceuten Thorvald Pedersen efter et skænderi. Den beslutning kom han til at fortryde.

August Krogh havde nemlig i mange år været dybt afhængig af Thorvalds bror, maskinmesteren Harald, der var ekspert i at opfinde smart laboratorieudstyr og bygge mere effektive maskiner til at lette produktionen af insulin. Og nu var Harald blevet så hidsig over den dårlige behandling af sin bror, at han sagde sit job op i protest.

Ikke nok med at Nordisk pludselig mistede to centrale medarbejdere på én gang. De to brødre gik straks ud og startede deres egen virksomhed. Nu skulle de vise, hvem der kunne lave den bedste insulin!

Købmænd mod idealister

Brødrenes Novo Terapeutisk Laboratorium skulle gøre livet svært for Nordisk Insulinlaboratorium i mange år fremover. Novo startede som en beskeden familievirksomhed, hvor selv børnene hjalp til, så godt de kunne, og varerne blev leveret på cykel.

Men så tog udviklingen fart. For brødrene havde andre ambitioner end blot at levere insulin til trængende sukkersygepatienter. De ville tjene penge, først og fremmest på insulin, men snart udvidede de produktporteføljen med andre lægemidler, enzymer og snart sagt alt, de kunne finde på. En årgang solgte de sågar barbermaskiner.

Strategien lykkedes. Med tiden voksede Novo sig mange gange større end Nordisk Insulinlaboratorium, der stædigt holdt fast i idealet om almennytte fremfor profit for profittens skyld.

Det skal i øvrigt nævnes, at man også hos Novo tidligt grundlagde en fond med formålet at yde bistand til sociale, humanitære og videnskabelige formål.

Et perfekt ægteskab

I 80’erne var fusioner højeste mode. Både hos Novo og hos Nordisk Insulinlaboratorium var man – af vidt forskellige grunde – også begyndt at spekulere på at lægge fjendskabet bag sig og slå pjalterne sammen. Men kunne det overhovedet lade sig gøre at få to så forskellige virksomheder til at gå i samme retning?

Hos Novo tog man sig af medarbejderne som var de familie, og i ledelsesteamet var man drevet af åbenhed. Hos Nordisk var man på mange områder ikke nået meget videre end Hagedorns fortolkning af oplyst enevælde. Strategien og værdierne var også vidt forskellige.

I 1989 var fusionen imidlertid en realitet, og de bange anelser blev gjort til skamme. Arkitekterne bag fusionen var nemlig så fremsynede, at de holdt fast ved, at visioner, ledelse og firmakultur ikke handlede om, at en stor virksomhed opslugte en mindre. Nej, nu var man Novo Nordisk: Halvt Novo, halvt Nordisk. Det etiske og det kommercielle skulle være to sider af samme sag.

Og et par lykkelige skilsmisser

Efterhånden blev det tydeligt, at arven fra Novo betød, at man forsøgte at gabe over for meget. Efter sammenlægningen af de to virksomheder producerede den nye virksomhed med navnet Novo Nordisk et bredt udvalg af insulin, enzymer, kosttilskud, lykkepiller og meget andet. Det var simpelthen for spraglet.

Den gamle vision bag Nordisk fik nyt liv, og ledelsen besluttede, at nu skulle virksomheden koncentrere sig om dét, den var god til. Og det var at hjælpe diabetikere. I 1995 blev alt-mulig-forretningen Ferrosan derfor solgt fra, og i 2000 fik enzymdivisionen sit eget liv og blev udskilt under navnet Novozymes.

Et skridt foran udviklingen

Hos Novo Nordisk tænker man langsigtet. Der kan gå fem, ti, femten eller tyve år, før et udviklingsprojekt er klar til at komme på markedet. Intet må derfor risikere at sætte virksomhedens rygte over styr. Det er én af grundene til, at etik og bæredygtighed fylder så meget. En anden er, at det samfundsmæssige engagement løber som en rød tråd gennem virksomhedens historie.

Fortællingen om det danske mirakel fortsætter ufortrødent. Og som altid bliver det historien, der sætter kursen.

Pligtlæsning for Novo-investorer

Har du aktier i Novo Nordisk, så skylder du nærmest dig selv at læse De Renfærdige for at få et mere komplet billede af, hvad det egentlig er for en virksomhed, du er medejer af.

Bogen kan også varmt anbefales dig, der interesserer sig for ledelse i globale selskaber, videnskabshistorie eller gerne vil vide mere om vilkårene i medicinalindustrien.