
Privatinvestor har købt voldsomt op i Novo Nordisk

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Da vi talte med privatinvestor Lars Thor Larsen i 2023 ejede han 600 Novo-aktier. Efter at have købt op under hele det seneste års nedtur for Novo-aktien, ejer han nu 3000 styk. Dermed ligger han fortsat med aktier i Novo Nordisk for mere end 1 million kroner svarende til 30 procent af hans private portefølje.
Aktionærens nyhedsbrev spørger herunder Lars Thor Larsen, hvordan han har oplevet det seneste år som Novo-aktionær, og hvordan har ser på sin investering fremadrettet.
Hvorfor investerer du tungt i Novo Nordisk?
De har gennem mere end 100 år leveret insulin til sukkersyge og nu GLP1, som har vist sig at have en række positive effekter på for eksempel vægt- og overvægtsrelaterede sygdomme som for eksempel problemer med hjerte og fedtlever. Det er et kæmpemarked og Novo har gennem årtier gjort det godt. Det tror jeg, de vil blive ved, selvom der er hård konkurrence og politisk modvind i blandt andet USA.
LÆS OGSÅ: "Aktien kan godt doble"
Hvad tænkte du, da Novo-aktien begyndte at falde fra kurs 1005 og fortsatte helt ned under kurs 300?
Øv. Det havde været sjovere at sælge på toppen og eventuelt købe tre gange så mange aktier på bunden. Jeg havde heldigvis stadig et samlet overskud, fordi jeg købte de første Novo-aktier for cirka 10 år siden til godt 200 kroner per styk.
Hvad er din Novo-strategi fremadrettet?
Holde fast i dem, men med et vågent øje.
Hvor meget fylder Novo Nordisk af din samlede investeringsportefølje?
Cirka 30 procent.
LÆS OGSÅ: Køber ny udbyttehest til amerikansk udbytteportefølje
Hvordan ser du på fremtiden for Novo Nordisk – både forretning og aktiekurs?
Jeg tror selvfølgelig på, at Novo Nordisk vil tjene rigtig gode penge i de kommende årtier og dermed vil aktiekursen udvikle sig positivt.
Hvilke faktorer tror du bliver afgørende for aktien fremover?
Udvikling, patententer og konkurrence – måske vil politiske vinde og protektionisme også spille ind.
Hvad vil du råde andre investorer til, der overvejer at gå tungt ind i én aktie?
Jeg vil råde til, at de ikke går så tungt ind i en aktie, som jeg selv er i Novo Nordisk, men det kommer også an på den enkeltes økonomi og risikovillighed.
LÆS OGSÅ: Utilfreds med 233 kroner for dine Bavarian-aktier? Registrer dig her
LÆS OGSÅ: DAF melder kapitalfonde til Forbrugerombudsmand og tilsyn