Se årets bedste danske fonde
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.
I kåringen af årets bedste investeringsforeninger har vi delt fondene op i de fem mest populære aktiekategorier. Kåringen sker, mens markedet for investeringsfonde er i hastig forandring. Investorerne flytter i stor stil penge mod passive fonde – både danske indeksfonde og udenlandske UCITS ETF'er. En bevægelse, der sætter tydeligt præg på det danske fondslandskab. Flere investeringsforeninger har udbudt nye indeksfonde de senere år, og de største indeksudbydere som Danske Invest og Sparindex er blevet fulgt af blandt andet Jyske Invest og BankInvest. Ikke alle nye fonde når dog at komme med i årets kåring, da den kun omfatter børsnoterede fonde med mindst fem års afkasthistorik i marts 2026. Det gælder også mange af de nye temafonde inden for blandt andet europæisk forsvar og infrastruktur, der er kommet til i kølvandet på den geopolitiske uro.
Stærkt europæisk comeback
Det geopolitiske landskab har i høj grad præget aktiemarkederne det seneste år. Spændingerne mellem USA og Europa, handelskonflikter og en styrket dollar har skabt markante forskelle i afkast på tværs af regioner og valutaer. Den amerikanske dollar har haft stor indflydelse på danske investorers afkast – i årets kåring ser vi tydeligt, hvordan valutaafdækkede og ikke-afdækkede versioner af samme fond kan levere forskellige resultater. Samtidig har det europæiske aktiemarked haft et stærkt comeback, drevet af value-sektorerne finans, energi og industri, efter flere års underpræstation i forhold til de amerikanske teknologiaktier.
Koncentrationsrisiko er et gennemgående tema. Det amerikanske marked domineres i stigende grad af en håndfuld store IT-selskaber – de såkaldte "Magnificent 7", og det danske marked er meget afhængigt af Novo Nordisk. Det har skabt en situation, hvor indeksfonde, der normalt er kendte som spredte i investeringerne, i praksis kan have en koncentreret eksponering. I årets kåring ser vi, hvordan fonde med bredere eksponering i flere tilfælde har klaret sig bedre end de mest koncentrerede indeks.
Aktiv vs passiv er topaktuel
Diskussionen om aktiv versus passiv forvaltning er mere aktuel end nogensinde. Indeksfonde tilbyder nem og billig adgang til markedsafkastet fratrukket omkostninger, mens aktive fonde giver mulighed for højere afkast, hvis forvalteren er dygtig, men også i gennemsnit lavere afkast på grund af omkostninger. Aktive forvaltere spiller en vigtig rolle for aktiemarkedets funktion ved at sikre korrekt prisdannelse gennem de analyser, de udfører og ofte deler med os andre. I årets kåring dominerer passive fonde som i de tidligere DAF-kåringer fortsat i toppen. Vi ser dog også en aktivt forvaltet fond som vinder i Emerging Markets, hvor aktiv forvaltning traditionelt har bedre vilkår.
Både danske og internationale analyser viser, at omkostninger på langt sigt er det vigtigste pejlemærke for det afkast, investoren opnår på sigt. Noget, som de fleste investorer derfor nu har stort fokus på. Det har de seneste år medført en omkostningskrig i europæiske UCITS ETF'er, der også er ved at brede sig til danske investeringsforeninger, hvor omkostningerne også er faldende.
I kåringen anvender vi de senest forventede omkostninger, så en investeringsfond, der sænker omkostningerne, straks belønnes med point, da det vil forbedre det fremtidige afkast.
Metoden bag kåringen er opdateret, men faktorerne er fortsat afkast, risiko og omkostninger. Vi viser både de bedste og de dårligste i hver kategori og giver et samlet overblik over udviklingen i en analyse baseret på data til og med marts 2026.
Se metoden: Sådan kårer DAF årets bedste fonde
Og topscoren blev...
Danske Invest topper udbyderranglisten med et gennemsnit på 59,8 point fordelt på 17 fonde i alle fem kategorier, tæt forfulgt af Nordea Invest (55,3 point med 18 fonde) og Sparinvest (54,3 point med 22 bedømte fonde). De tre udbydere er bredt repræsenteret på tværs af kategorier, hvilket giver det mest retvisende billede. Udbydere med få fonde kan have et kunstigt højt eller lavt gennemsnit, da point kun kan sammenlignes inden for hver kategori.

Flest topplaceringer til passive fonde
Passive fonde dominerer årets kåring. I fire ud af fem kategorier er vinderen passiv, og i Globale Aktier indtager passive fonde otte af de ti øverste pladser. De passives gennemsnitlige point er højere end de aktives i alle kategorier. Lavere omkostninger, typisk under 0,60 procent mod de aktives typisk over 1,50 procent, er en væsentlig del af forklaringen. Passive fonde har i gennemsnit også leveret højere afkast over fem år i alle kategorier.
Forskellen er størst i Globale Aktier, hvor de brede indeks har haft medvind fra teknologiselskaberne. Aktive fonde klarer sig bedst, hvor markedet giver plads til det. I Emerging Markets har vinderen en aktiv forvalter, og i Danske Aktier ligger en aktiv fond som nummer to med kategoriens højeste afkast, hvor forvaltere kan differentiere sig ved fx mindre eksponering mod Novo Nordisk.
En interessant mellemvej er de semi-aktive Enhanced fonde, der kombinerer indeksnære omkostninger med små afvigelser fra indekset. I Globale Aktier topper en Enhanced fond med et mulehår listen for i år.
Bedste fonde i kategorien Danske Aktier
Danske Invest Danmark Indeks ex OMXC20 topper med 94,7 point. Fonden investerer passivt i danske selskaber uden for de 20 mest handlede aktier og undgår dermed tungvægtere som Novo Nordisk, DSV og Mærsk. I stedet giver den eksponering mod mellemstore selskaber som GN Store Nord, Carlsberg og Topdanmark. Strategien har betalt sig; et gennemsnitligt årligt femårsafkast på 6,8 procent er tredobbelt den brede danske indeksfond. Fonden har samtidig kategoriens laveste standardafvigelse på 13,4 procent, og det er sjældent, at samme fond leverer et af de højeste afkast og de laveste kursudsving.
De mellemstore selskaber har simpelthen ikke været så afhængige af kursbevægelser i Novo Nordisk, der har skabt betydelig volatilitet i det brede marked. Med løbende omkostninger på 0,37 procent og det seneste etårsafkast på 11,8 procent leverer fonden fortsat stærkt.
| Formue (31.3.2026) | Oprettet | Indkomsttype | Beskatning |
| 456 mio. kr. | 1999 | Aktieindkomst | Realisationsbeskattet |
| Udbyttebetalende/akkumulerende | Aktiv/passiv | ISIN | Hjemmeside |
| Udbyttebetalende | Passiv | DK0060244242 | danskeinvest.dk |
Falcon Danske Aktier på andenpladsen (89,1 point) er den bedste aktive fond. Afkastet er endda bedre end vinderens med 7,6 procent årligt over fem år og 15,7 procent alene over det seneste år, det højeste i kategorien. Løbende omkostninger på 1,80 procent koster dog førstepladsen.
BankInvest Select Fokus på tredjepladsen (75,6 point) har kategoriens højeste akkumulerede treårsafkast på 42 procent. Men den illustrerer risikoen ved en koncentreret portefølje: Etårsafkast er minus 10,0 procent, det dårligste i kategorien. Høj koncentration kan give exceptionelle afkast, men kan også koste dyrt på den korte bane.
Data per ultimo marts 2026. Endelige data fra Finans Danmark.
Kommentar:
Det danske aktiemarked er blandt Europas mest koncentrerede. Novo Nordisk alene udgør en markant andel af markedsværdien, og sammen med DSV, Mærsk og Vestas dominerer en håndfuld selskaber de mest fulgte indeks. Fonde med høj OMXC20 eksponering har været ramt af kursfaldet i Novo Nordisk, mens fonde med bredere eksponering har klaret sig bedre. 22 fonde konkurrerer, 18 aktive og fire passive. Halvdelen af de aktive slår den brede passive indeksfond på femårsafkast, men spredningen er stor: fra minus 4,6 procent til 7,6 procent årligt.
I bunden skiller BankInvest Select Small Cap sig ud med kategoriens eneste markant negative femårsafkast og de højeste løbende omkostninger på 2,71 procent. De mindste danske selskaber har haft det svært i en periode, der har favoriseret større virksomheder. Det er også den kategori, hvor vinderen skiller sig mest ud fra feltet. I denne kategori er valget af indeks og eksponering vigtigere end valget mellem aktiv og passiv forvaltning.
Herunder kan medlemmer af Dansk Aktionærforening se kåringerne af de bedste - og dårligste - fonde indenfor følgende kategorier:
- Globale aktier
- Europæiske aktier
- Nordamerikanske aktier
- Emerging Markets aktier