Analyser

Efter bud på Bavarian: ”En af de mest misforståede investeringscases”

Billede
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Bavarian Nordic meddelte mandag morgen, at selskabet har modtaget et overtagelsestilbud fra Innosera, som består af investeringsselskaberne Nordic Capital og Permira.

Innosera har fremsætter et overtagelsestilbud på 233 kroner per aktie om køb af alle udstedte og udestående aktier i Bavarian Nordic.

Tilbudskursen på 233 kroner svarer til lukkekursen fredag den 25. juli. Det svarer ligeledes til en præmie på 21 procent i forhold til lukkekursen den 23. juli. Den 24. juli bekræftede Bavarian rygterne i markedet om et potentielt bud på selskabet, hvorfor aktiekursen steg til 233 kroner per aktie.

Bestyrelsen anbefaler

Bavarian Nordic meddeler desuden, at bestyrelsen i Bavarian enstemmigt anbefaler selskabets aktionærer at acceptere overtagelsestilbuddet.

Hos analytikerne i Sydbank er man overraskede over flere ting.

”Vi er overraskede over buddet på 233 kroner per aktie, som er lavere, end vi forventede. Ifølge Bavarians egen indsamling udgør det gennemsnitlige kursmål blandt analytikerne 287 kroner per aktie – vores egen værdiansættelse ligger over dette niveau. Vi havde forventet, at et potentielt bud fra Innosera ville være med en væsentlig præmie i forhold til den nuværende aktiekurs,” skriver bankens senioranalytiker Søren Løntoft Hansen i en aktiekommentar.

LÆS OGSÅ: Her er investorernes fem danske favoritaktier

Misforstået case

Han uddyber:

”Bavarian er i vores optik én af de mest misforståede børsnoterede investeringscases herhjemme, hvilket værdiansættelsen efter vores vurdering også bærer præg af. Mange investorer anser fortsat Bavarian som et biotekselskab – et biotekselskab, der afkastmæssigt ikke har levet op til forventningerne primært som følge af udviklingsfloppene i form af RSV- og COVID-19 vaccinen i 2023, ligesom flere investorer formentlig også har den skrinlagte Prostvac-vaccine i 2017 i erindringen.”

Han peger dog blandt andet på selskabets rejsevacciner som noget, der i dag gør selskabet til et andet slags selskab, end det var tidligere.

”Bavarian er med opkøbene af rejsevaccinerne fra både GSK og Emergent BioSolution og med koppe-/mpox-forretningen gået fra at være et biotekselskab til at være et mindre medicinalselskab, som har udsigt til solid vækst, indtjening og positive pengestrømme de kommende år. Det er vores indtryk, at den transformation fortsat langt fra har bidt sig fast i investorernes bevidsthed.

AKTIE-TV: Jeg har længe troet meget på denne aktie

Forundret over bestyrelsens reaktion

Sydbank-analytikeren under sig desuden over bestyrelsens reaktion på tilbuddet.

”Vi er desuden forundret over, at bestyrelsen anser overtagelsestilbuddet som attraktivt og anbefaler aktionærerne at tage imod tilbuddet. Vi minder i den forbindelse om, at Bavarian står på nippet til at færdiggøre produktionsflytningen fra GSK til Bavarian for dele af rejsevaccineforretningen med stigende lønsomhed på den del af forretningen til følge, ligesom returnering af overskudslikviditet til aktionærerne i form af aktietilbagekøb er rykket nærmere efter produktionsflytningen. Det kan bidrage til at styrke fortællingen om transformationen fra biotekselskab til medicinalselskab og derigennem i højere grad synliggøre værdierne i selskabet,” skriver han og slutter så med en vurdering af buddet:

”I vores optik er værdierne i Bavarian langt fra indregnet i overtagelsestilbuddet. Vi er ikke overbeviste om, at overtagelsestilbuddet er højt nok til at tilfredsstille aktionærerne og udelukker således ikke et forhøjet overtagelsestilbud. Det kan give yderligere upside til aktionærerne. Der er dog også en mulighed for at overtagelsestilbuddet bliver trukket tilbage med faldende aktiekurs til følge, hvilket udgør en risiko.”

Sydbank fastholder købsanbefalingen på Bavarian Nordic.

Ved udsendelsen af Sydbanks aktiekommentar mandag ved middagstid, lå kursen på en aktie i Bavarian Nordic på 238 kroner.

LÆS OGSÅ: Hvordan råvarer slår teknologi