Aktieligaen

Mod strømmen: Hvordan råvarer slår teknologi

Remote video URL
Mens andre stadig jagter afkast indenfor tech-sektoren, har Frank Hvid fundet guld i råvareinvesteringer. I et interview med Mikael Bak deler Frank Hvid sin strategi i Aktieligaen, der p.t. har givet ham et stærkt afkast på 34,75%.
Billede

Af
Christina Bruun Andersen

redaktionsmedarbejder

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.

Økonom og podcastvært Frank Hvid har formået at skabe et imponerende afkast på 34,75% i Aktieligaen, til trods for at han kom senere i gang med at investere end sine konkurrenter. Med en portefølje, der i skrivende stund er vokset med over 340.000 kroner i værdi siden maj, har han udviklet en særegen strategi, der bygger på en kombination af råvarer, kontracyklisk tænkning og tillid til erfarne analytikere.

Råvarefokus som kernelement
Franks tilgang adskiller sig markant fra den populære tech-orienterede strategi ved at fokusere på råvarer og naturressourcer. "Der har været investeringer, der har været eksponeret mod krypto, det er jeg så ude af igen. Så har der været forskellige råvarer. Platin, guld, sølv - uran," forklarer han i interviewet ovenfor. Denne strategi afspejles tydeligt i hans portefølje med Uranium Energy Corp, Platinum Group Metals Ltd. og diverse mineselskaber.

Franks tilgang er meget aktiv - han går "ind og ud" af forskellige positioner baseret på momentum og justerer hyppigt sin portefølje efter markedsforhold.

Lytter til analytikerne
Selvom der ikke er meget tech i porteføljen, lytter Frank Hvid dog stadig til de analytikere, han har tillid til. "Jeg har nogle mindre selskaber inden for nogle interessante tech-områder, hvor der kan være noget cybersecurity eller nogle ting, hvor der er noget momentum bag - og hvor nogle af de analytikere, jeg har fulgt i mange år, siger, at der sker noget spændende," fortæller han, og peger blandt andet på Vestas som eksempel.

Her har han valgt at stole på Ole Søebergs vurdering af, at aktien har nået en bund trods politisk modvind fra USA. Men han har stadig haft sin egen momentum-fokuserede strategi for øje: "Jeg kan se internationalt, at der bliver talt meget pænere om grønne aktier, efter de virkelig har haft en nedtur i nogle år."

LÆS OGSÅ: Aktieligaen: Sådan investerer førerholdene

Gode råd til timing af investering
Markedet bevæger sig hele tiden, især i urolige tider, hvilket investorerne har mærket i det seneste halvår. Det kan være en kunst at time sine aktieinvesteringer ordentligt, selv for de professionelle. Går du og savner nogle gode råd til, hvordan du kan blive bedre til at time dine investeringer i aktier? Så kan du læse Frank Hvids master class om netop dette emne.