Analyser

Demant: Nedjustering åbner for langsigtet køb

Billede
Billede

Af
Bruno Japp

Analytiker, Økonomisk Ugebrev

Nedjusteringen af helårsforventningerne blev straffet hårdt af markedet, som sendte selskabets aktiekurs ned med 15 pct. Men nedjusteringen burde ikke være en overraskelse. Og måske åbner den døren for en god langsigtet investering.

Demants kursfald på 15 pct. i onsdags afslører, at ugens nedjustering kom som en stor overraskelse for investorerne.

Det kan man delvist forklare ud fra Demants halvårsregnskab i august, hvor forventningerne til den organiske vækst i 2022 blev nedjusteret fra 5-9 pct. til 4-6 pct. Dermed kan man argumentere for, at selskabet allerede havde bragt forventningerne i overensstemmelse med den nye virkelighed.

Argumentet holder dog kun delvist, da der i halvårsregnskabets nedjustering står følgende om høreapparatmarkedet: ”Relative to Q2, we still expect market conditions to improve in H2, particularly in the important US market”. Man forventede altså en forbedring i 2. halvår i forhold til et negativt 2. kvartal.

Et kursfald på 10,8 pct. ved offentliggørelsen af halvårsregnskabet demonstrerede imidlertid, at investorerne ikke købte den forventning. I stedet fortsatte kursen nedad, og da den i slutningen af september ramte en foreløbig bund i 182 var Demant blevet 33 pct. mindre værd.

Men derfra gik det opad igen, og det er her kæden springer af. Samtidig med øgede bekymringer omkring global recession, tårnhøj inflation, faldende huspriser, stigende forbrugerusikkerhed osv. steg Demants aktiekurs gennem det meste af oktober med 19 pct. Gav det mening?

Det gjorde det måske til en vis grad, da aktiemarkedet havde en god måned i oktober med en stigning i Copenhagen Benchmark på 9 pct. Samtidig kan man med lidt god vilje kalde en del af Demants ekstra 10 procentpoint for en reaktion på markedets overreaktion med kursfaldet på 33 pct.

Om der var tale om en overreaktion kan man dog stille spørgsmålstegn ved, når vi her taler om et selskab, der handles til en forventet Price/Earnings på 16 i et presset marked med en vækstprocent i den ikke-imponerende ende af skalaen.

Men den selskabsspecifikke vurdering blev tilsyneladende skubbet bagud, da aktiemarkedet i almindelighed fik ny luft i oktober, og Demant blev trukket med op.

Det blev de optimistiske investorer, som glemte at se på selskabet bag aktien, straffet for i onsdags.

Hvis vi ser på Demants branche de seneste måneder ser det rigtig skidt ud: Demant har fået store kursklø i de seneste to kvartalsmeddelelser. Selskabets største konkurrent Sonova nedjusterede forventningerne allerede få måneder efter deres forskudte årsregnskab i maj. En anden konkurrent, GN Store Nord, nedjusterede i onsdags Earnings Per Share-vækstforventningerne til minus 30 pct.

Den oplagte formodning er, at investorerne blev betydeligt klogere i den forløbne uge, og at det nu går nedad bakke igen for Demant.

Det kan også sagtens blive tilfældet. Men her bør man som investor standse op, og overveje om en genoptagelse af panikudsalget i Demant måske åbner interessante langsigtede investeringsmuligheder. Selvom en forventet Price/Earnings på 16 er et højt tal for et selskab, som lige har sænket vækstforventningerne til en organisk vækst på 2-4 pct., så er Demant ikke et hvilket som helst selskab.

De er en af verdens førende producenter af et produkt (høreapparater), som vil opleve stigende efterspørgsel i takt med en stigende levealder og forbedrede økonomiske vilkår for den brede befolkning verden over. Når vi altså kommer ud på den anden side af den truende globale recession.

Ligesom Demants aktiekurs i oktober blev trukket op af den generelle stemning på aktiemarkedet, kan vi meget vel komme til at opleve den samme sammenhæng i årets sidste to måneder. Bare med modsat fortegn, så værdiansættelsen af Demant ved årets udgang er blevet endnu lavere end efter denne uges kursfald.

Selvom køb af faldende aktier som udgangspunkt er en dødssynd på aktiemarkedet, er vi parat til at give køb på principperne, hvis Demant fortsætter faldet ned mod niveauet omkring kurs 150. Så bør den langsigtede investor tage imod tilbuddet og læne sig tilbage i sofaen de næste 4-5 år og tage imod gevinsten.

Aktuel kurs    177,95
Kursmål (6 mdr)    163,00