Analyser

Adidas: Plads til forbedring

Billede
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Tyske Adidas – med de legendariske tre striber i designet – har i slutningen af 2022 skiftet direktør. Danske Kasper Rørsted blev afløst af Bjørn Gulden, der tidligere var direktør for Puma, og i øvrigt har en fortid i Pandora.

Direktørskiftet kom i kølvandet på en hård periode i Adidas, hvor de store afsætningsudfordringer under corona trak ud. Det skyldtes ikke mindst den fortsatte nedlukning i Kina, der er et betydeligt marked for Adidas. Nedlukningen afstedkom en skuffende nedjustering af ledelsens forventninger i efteråret 2022.

Omsætningen i Adidas er i runde tal det halve af omsætningen i Nike, men der tjenes væsentligt færre penge per omsætningskrone. Således ventes i 2023 en overskudsgrad i Adidas på blot 2 procent, mens Nike ventes at levere en tocifret overskudsgrad – og i øvrigt har gjort det i årevis.

Med en forretningsmodel, der til forveksling ligner Nikes – men uden samme regnskabsmæssige resultater – er det nærliggende at forvente, at Adidas' nye direktør vil gå benhårdt efter at forbedre overskudsgraden.

Ikke så overraskende kom den nye direktør allerede i februar 2023 så med en advarsel om at ophøret af mærket Yeezy kunne få markant betydning for både omsætning og resultat i 2023. Aktien faldt på dagen mere end 10 procent. Nedjusteringen, der peger tilbage på den tidligere ledelse, forbedrer den nye direktørs mulighed for at skabe indtjeningsforbedringer de kommende år.

2023 bliver et omstillingsår for Adidas, hvor den nye direktør vil sætte sit aftryk. Målt på P/E handles aktien i 2023 i omegnen af 50, men med markedets forventning til en marginforbedring ligger den forventede P/E for 2024 på mere attraktive 21.

Børskode
ADS

ISIN
DE000A1EWWW0

www.
adidas-group.com

Anbefaling
Afvent Køb


Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.