Få temaer giver store gevinster
Det er snart to måneder siden, at startskuddet lød i Aktieligaen. 740 investorer kappes lige nu om en plads på toppen af leaderboardet i soloturneringen, mens 30 hold dyster om titlen som Danmarks bedste investeringshold.
”Det er bekræftende at se, at så mange har valgt at være med i 2026,” lyder det fra Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, der glæder sig over den voksende interesse for Aktieligaen: ”Vi har i år også formået at nå ud til mange, som måske ikke kender os så godt, men som ønsker at blive mere fortrolig med investering og aktiemarkedet i praksis. Den opgave gør vi vores bedste for at gribe under hele spillet, blandt andet gennem gratis webinarer, som kom ud hver tirsdag i maj.”
Aktieligaen handler i høj grad om at teste strategier af og agere mere kortsigtet, end hvad de fleste nok ville turde, hvis de skulle investere deres egen opsparing. Der er intet at tabe, andet end æren, når man investerer for fiktive penge, men med ægte præmier og pokaler på spil, så har spillerne stadig et incitament til at overveje strategien omhyggeligt.
Der tegner sig et tydeligt billede af de temaer på markedet, der har adskilt vinderne fra taberne. Og for de nysgerrige kan der være inspiration at hente på turneringens top-10-liste.
Top aktier blandt spillerne i Top-10 per 17. juni
|
Selskab |
Børskode |
Sektor |
Branche |
|
Redwire Corp |
RDW |
Teknologi |
Flyindustri & forsvar |
|
Fluence Energy |
FLNC |
Industri |
Elektrisk udstyr & dele |
|
Micron Technology |
MU |
Teknologi |
Halvledere |
|
AST SpaceMobile |
ASTS |
Teknologi |
Telekommunikation |
|
Arm Holdings |
ARM |
Teknologi |
Halvledere |
|
Advanced Micro Devices |
AMD |
Teknologi |
Halvledere |
|
Astera Labs |
ALAB |
Teknologi |
Halvledere |
|
IonQ |
IONQ |
Teknologi |
Computer hardware |
|
Marvell Technology |
MRVL |
Teknologi |
Halvledere |
|
Super Micro Computer |
SMCI |
Teknologi |
Hardware |
AI, rumfart og energilagring
At chip-giganter som NVIDIA, Arm Holdings og Micron Technology har klaret sig stærkt den seneste måned overrasker næppe nogen; halvleder- og chipproduktion er fortsat en sektor i vækst, som redaktionen også har dækket i magasinet tidligere.
Mere bemærkelsesværdigt er det, at Redwire Corporation og AST SpaceMobile har optrådt i flere af porteføljerne på top-10-listen. Redwire producerer komponenter og hardware til satellitter og ruminfrastruktur, og AST SpaceMobile arbejder på at løse et helt konkret problem: mobilnetdækning via satellit direkte til almindelige smartphones i områder uden masteinfrastruktur.
Begge selskaber nyder godt af, at investeringer i rumbaseret infrastruktur vokser markant, drevet af stigende efterspørgsel efter kommunikation og dataforbindelser, som den jordbaserede udbygning ikke kan dække alene.
Den samme trend ses i selskaber som Fluence Energy. De har ikke leveret afkast alene på baggrund af fremdrift indenfor den grønne energiomstilling, men fordi de leverer energilagringssystemer til elnettet, som skal håndtere den eksplosivt voksende efterspørgsel på strøm – ikke mindst fra de datacentre, der driver AI-infrastrukturen.
Det geopolitiske aftryk
Palantir og Kratos Defense har også optrådt på tværs af top 10-porteføljerne, og det er ikke tilfældigt. Krigen i Ukraine har vist, at data, efterretning og automatisering kan være ligeværdige faktorer med traditionelt militært materiel som jetfly og missiler.
USA investerer nu massivt i cyberforsvar og autonome systemer, og de spillere, der har positioneret sig her, har nydt godt af udviklingen.
Det er ikke uden en vis risiko, men den kortsigtede gevinst kan ikke anfægtes, og det er lige præcis her fokus bør være i et spil som Aktieligaen.
Meget kan nå at ændres
På tværs af de bedste porteføljer ses en koncentration af vækst i et lille antal infrastruktursektorer: halvledere, rumbaseret kommunikation, energilagring og forsvarsteknologi. De spillere, der har klaret sig bedst indtil videre, har spredt sig på tværs af de sektorer, som den nuværende teknologiske og geopolitiske udvikling trækker i samme retning. Men meget kan nå at ske de næste måneder, og spørgsmålet er blot, hvornår – og hvordan – verden skifter igen.
Følg med i magasinet og her på hjemmesiden, når vi fortsætter dækningen af Aktieligaen med flere opdateringer og investorinterviews efter sommerferien.