
Tjek her: Skal du betale mellemskat, topskat og top-topskat i 2026?

Hvert år – omkring sensommeren – præsenterer Regeringen de nye beløbsgrænser og satser for det kommende indkomstår. I år er ikke en undtagelse og vi kender dermed det kommende skatteklima for 2026. Skattereformen 2026 er nu en realitet. I al korthed medfører skattereformen skattelettelser til de fleste, mindre skattestigninger til de højest lønnede og en højere progressionsgrænse for aktieindkomst.
Skattereformen
Skattereformen byder blandt andet på et gensyn med mellemskatten og samtidigt introduceres den meget omtalte top-topskat.
Mellemskatten lyder på 7,5% og gælder for indkomster over den ”tidligere” topskattegrænse, som for 2026 kommer til at lyde på 696.957 kr. før AM-bidrag (58.080 kr. per måned). Der betales mellemskat på op til den nye topskattegrænse på 845.543 kr. før AM-bidrag (70.462 kr. pr. måned), hvorefter der betales topskat med en sats på 7,5 % - i stedet for tidligere 15 %. Til sidst beregnes top-topskat på indkomst over 2.818.152 kr. før AM-bidrag (234.846 kr. pr. måned) med en sats på 5 %.
I praksis betyder det, at for indkomster op til 696.956 kr. før AM-bidrag, svarende til en månedsløn på 58.080 kr. skal der, alt afhængig af bopælskommune, betales ca. 42 % skat - dog kan diverse fradrag reducere dette yderligere. Indkomst mellem mellemskat- og topskattegrænsen beskattes med 7,5% og fra topskattegrænsen og opefter med yderligere 7,5%. Indkomst over den nye top-topskattegrænse rammer så skatteloftet med en marginalskat på ca. 60,5%.
Det kan illustreres som følger:
Skattesatser i 2026 - personlig indkomst |
Årsindkomst |
Skattesats |
Bundskat og kommuneskat |
op til ca. 697.000 kr. |
ca. 42% |
Bundskat mv. og ny mellemskat |
ca. 697.000 – 846.000 kr. |
ca. 49% |
Bundskat mv. og ny mellemskat og topskat |
ca. 846.000 - 2.818.000 kr. |
ca. 56% |
Bundskat mv. og ny mellemskat, topskat og ny top-topskat |
over ca. 2.818.000 kr. |
ca. 60,5% |
Den opmærksomme læser har muligvis bemærket, at der for indkomster under den nye topskattegrænse (ca. 846.000 kr.) er tale om en pæn skattelettelse i topskatten*. Den udgør ca. 12.500 kr., hvilket svarer til 7,5% af forskellen mellem den nye og gamle topskattegrænse. Den største skattelettelse tilfalder de personer der betalte topskat i 2025 og skal betale topskat i 2026, altså en månedlig skattepligtig indkomst på mindst ca. 70.500 kr.
Husk altid på, at bidrag til en skattebegunstiget pensionsordning kan nedbringe den skattepligtige indkomst – og altså spare hhv. mellemskat, topskat og top-topskat.
Aktieindkomst og aktiesparekonto
Det er ligeledes ikke noget nyt, at progressionsgrænsen for aktieindkomst justeres årligt – og altid opad. For 2026 er der imidlertid tale om en markant stigning, da grænsen for beskatning af aktieindkomst ved 27 % stiger fra 67.500 kr. til 79.400 kr.
Ved en årlig aktieindkomst over denne progressionsgrænse svarer det til en mindre skattelettelse på 1.785 kr. Ægtefæller kan se frem til det dobbelte, hvis aktieindkomsten altså overstiger to gange progressionsgrænsen.
Videre så stiger – som forventet – indbetalingsgrænsen for aktiesparekontoen med 8.000 kr. fra 166.200 kr. til 174.200 kr. Lagerbeskatningen forbliver lavt på de sædvanlige 17 %.