OW Bunker-Investor

Private investorer får delvis oprejsning efter forlig i historisk retssag

Billede
Mikael Bak, direktør for Dansk Aktionærforening
Næsten 10 år efter det børsnoterede selskab, OW Bunkers dramatiske konkurs er der nu indgået en væsentlig aftale om forlig af retssagen anlagt af en gruppe af private og institutionelle investorer.

Forliget betyder, at mere end 1300 private investorer, der købte aktier i selskabet fra børsnoteringen og frem til d. 3. juni 2014, får en væsentlig andel af deres tabte investering retur. Det sker efter en mere end 8 år lang retssag, og efter at Dansk Aktionærforening i 2014 tog initiativ til at starte underforeningen OW Bunker Investor.  

Dansk Aktionærforening glæder sig over et markant ”plaster på såret” for de involverede, men man er samtidig frustreret over, at ikke alle private investorer har fået oprejsning og erstatning. 

Direktør Mikael Bak, Dansk Aktionærforening, udtaler: 

Forliget viser, at det kan betale sig at stå sammen og kæmpe for retfærdighed. Det er en sejr for investorkulturen og foreningen, at vi opnår et resultat efter så mange års kamp. 

Med forliget bliver en skamplet på dansk børskultur delvist vasket væk. OW Bunkers konkurs er uden tvivl en af Danmarkshistoriens største børsskandaler. Desværre er der stadig op mod 1700 private investorer, der ikke kom med i forliget. Det drejer sig om den store gruppe, der i god tro handlede aktier efter d. 3. juni og frem til konkursen i november 2014.   

Det er en hjørnesten i et sundt aktionærdemokrati, at vi som private investorer kan stole på netop børsprospekter og selskabernes oplysninger. 

  • Selv om vi ikke får rettens endelige ord for, at der skete et stort svigt, så ændrer det ikke ved, at vi er tilfredse med, at der trods alt kommer en økonomisk anerkendelse her. 
     
  • En stor del af forligsbeløbet på i alt 645 millioner kr. udbetales til de institutionelle investorer, som vi har kæmpet med side om side gennem 8 år. Forløbet har bevist, at sammenhold og fælles interesser mellem de institutionelle og de private investorer betaler sig. Vi sætter pris på, at de større investorer også har kæmpet for, at alle skulle behandles lige.   
     
  • Heldigvis er det sjældent vi oplever så dramatiske forløb som med OW Bunker, men vi så også sidste år med Brdr. Hartmann-sagen, at fællesskab og fælles kamp betaler sig. 
     
  •  Vi vil kæmpe videre for, at børsmarkedet bliver et sikkert sted for investorerne, og at retssikkerheden sker fyldest. Det handler om, at vi skal tage ved lære af OW Bunker-sagen. For det første skal vi sikre, at vi forhåbentlig aldrig igen oplever en så dramatisk konkurs, som rammer så mange private investorer. For det andet har vi oplevet en nærmest skandaløs langsom behandling af retssagen, som har taget mere end 8 år allerede. Der er brug for, at sager om alvorlige svigt i børsnoterede selskaber kan afgøres hurtigere.  
     
  •  For en helt almindelig privat investor er forliget et klart bevis på, at det kan betale sig at være en del af et fællesskab og en forening som vores. Også når det hele tilsyneladende går godt. For man ved aldrig, hvor det næste svigt rammer. Og i disse situationer, er det effektivt at stå sammen. 

 

Uddybende spørgsmål kan rettes til Dansk Aktionærforenings direktør Mikael Bak på telefon 22227022.