Unge Aktionærer samlede nordiske unge i København
Den 25. oktober summede Alexandersalen på Niels Brock Business College af investeringsglæde, da Nordic Youth Investor Summit 2025 blev afholdt. Arrangementet, som Unge Aktionærer stod i spidsen for, samlede over 80 unge investorer, studerende og finansinteresserede til en eftermiddag med aktuelle indlæg, nordisk netværk og masser af inspiration.
Særligt bemærkelsesværdigt var det store svenske fremmøde, da 38 medlemmer fra Unga Aktiesparare deltog og bidrog aktivt i diskussionerne. Det understregede, at den nordiske samarbejdsånd i høj grad lever blandt unge investorer.
Programmet bød på en stærk række oplægsholdere:
Nasdaqs Sylvester Andersen åbnede med et skarpt indblik i ETF-markedets udvikling og de politiske og makroøkonomiske megatrends, der former det næste årti. Hans budskab var klart: ETF’er er ikke bare en passiv investeringsform, men et aktivt værktøj til at fange globale tendenser.
Maj Invest tog over med et temafokuseret indlæg om fonde inden for forsvar, cybersikkerhed, guld og sølv - alle områder, der i stigende grad vinder indpas blandt yngre investorer, med deres fokus på stabilitet og strategiske megatrends.
Selvom Horizon3 måtte melde afbud på grund af sygdom, blev der hurtigt fundet en værdig erstatning. Økonomen Lars Christensen tog mikrofonen og leverede et både humoristisk og tankevækkende indlæg, hvor han satte generationernes økonomiske forskelle under lup: Hvordan ”Boomere”, ”Millennials” og ”Gen Z” forstår inflation, risiko og opsparing på vidt forskellige måder, samt hvordan det former deres investeringsadfærd.
”Vores økonomiske erfaringer er som briller; de bestemmer, hvordan vi ser verden. Unge, der kun har oplevet lave renter og stabil vækst, tænker fundamentalt anderledes om inflation end dem, der husker 80’ernes kriser,” forklarede Christensen, til stor genkendelse i salen.
Ebba, en af deltagerne fra Unga Aktiesparare, var begejstret:
”Det var fedt at mærke, at vi unge faktisk er mange, der interesserer os for investeringer – og at vi kan lære af hinanden på tværs af landegrænser. Lars’ pointer om generationer ramte virkelig noget og sætte ting til eftertanke.”
Se billeder fra arrangementet:
Efter oplæggene dystede deltagerne i en “Investment Battle”, hvor holdene testede deres viden om aktier, markeder og økonomiske begreber i en energisk og konkurrencepræget afslutning på dagen.
Formanden for Unge Aktionærer, Josias Fagerland, rundede arrangementet af med en tak til deltagerne og en opfordring:
”Vi skal fortsætte med at lære af hinanden på tværs af Norden. Når vi mødes på denne måde og deler viden, gør vi en forskel for unge investorer og fremtidens markeder.”
Nordic Youth Investor Summit viste tydeligt, at der er en stærk nordisk generation af unge, der både forstår og engagerer sig i investeringens verden, og som ser investering som en vej til frihed, innovation og samfundsansvar.
En inspirerende dag, der både styrkede det nordiske netværk og satte fokus på, hvordan unge investorer allerede i dag er med til at definere fremtidens investeringskultur.
