Om foreningen

Læs DAFs talepapir fra Bavarian Nordics generalforsamling

Billede

Ved Mikael Bak, direktør, Dansk Aktionærforening (Bemærk: Det talte ord gælder)

Tak for beretningen.

Det er en ganske speciel generalforsamling vi er samlet til i dag. Trods fornuftige resultater i forretningen det seneste år, så har det unægtelig været et år præget af uenighed. Men samtidig endte det også med at være et år præget af det, man vel godt kan kalde ”samling”.

Nemlig samling om, at vi er og var mange aktionærer, der ønskede at beholde Bavarian Nordic på Børsen. Og i al fald ikke sælge til de priser, som vi fik tilbudt. Vi er mange, der tror på, at der i Bavarian Nordic fortsat findes et stort potentiale, som globalt førende vaccineselskab. Men den tro kommer også med et ansvar. For at vi som aktionærer er med til at sikre både ro og stabilitet omkring selskabet, så de rette strategier og kompetencer kan komme i spil.

Fra Dansk Aktionærforening har vi været aktive siden vi sidst så hinanden på aktionærmødet i december. Aktive for at forstå hvordan andre – også udenlandske - aktionærer ser på selskabet efter det forløb vi var igennem sidste år. Og en ting har stået klart. Det gavner ikke selskabet med uro og konflikter. Tværtimod har vi brug for en fælles opbakning til en stærk langsigtet og ambitiøs strategi. Derfor stod det også klart for os allerede kort efter at overtagelsesforsøget var afblæst, at vi som forening havde en rolle at spille i forhold til at sikre dialog med selskabet, og om muligt på vegne af aktionærerne at bidrage konstruktivt til dannelsen af den bestyrelse, som fremover skal tegne selskabet. En bestyrelse der skal have en god blanding af stabilitet og fornyelse. I en Bavarian Nordic 2.0, som vi har kaldt det.

Heldigvis kan jeg bekræfte, at det er lykkes os, at etablere denne gode dialog med selskabet. Helt konkret har det betydet, at vi har fået en af de kandidater, som vi bragte i forslag, nemlig Svend Andersen, med som de anbefalede kandidater til dagens valg. Efter vi bragte Svend i forslag kom han med i den uafhængige search proces, som blev kørt. Og det vil vi gerne kvittere for. Samtidig er der blevet lyttet til det ønske, som vi har haft om, at man ikke blot udfyldte de to ledige pladser til bestyrelsen, men også skiftede ud i bestyrelsen, hvor der i dag skiftes et medlem, så vi i alt får 3 nye ombord. Det er for os at se en god balance. I den sammenhæng skal vi huske på, at en stærk og forenet bestyrelse året der kommer er om end endnu vigtigere end tidligere, da vi som bekendt står overfor at skulle have ny CEO. Heldigvis er vores nuværende CEO stadig på broen indtil der er fundet en ny. Og lad mig benytte lejligheden til at takke dig Paul Chaplin for din indsats for selskabet!  

Nu har jeg fortalt lidt om den konstruktive proces vi har været igennem, og jeg vil på den baggrund gerne opfordre aktionærerne til at bakke op om de kandidater, der er indstillet af nomineringsudvalget, når vi senere kommer til punktet på agendaen.

Der har tidligere været en del debat om selskabets kapitalstruktur og eventuelt tilbagekøb af egne aktier. Det kan være, at vi også skal forbi det i dag. Vores umiddelbare holdning til det spørgsmål er, at vi skal give den nye bestyrelse og ledelse mandat til i det kommende år til at få lagt den nye strategi for selskabet, og at den så samtidig skal give et svar på, hvordan kapitalstrukturen skal være fremadrettet. Om den skal investeres i nye opkøb eller gå tilbage til aktionærerne.

Lad mig slutte med to spørgsmål til ledelsen:

  1. Først vil jeg gerne spørge om, hvilke tanker den siddende bestyrelse har gjort sig for ansættelsen af den nye CEO og størrelsen af ledergruppen fremover. Udefra set kunne det se ud som om, at vi i selskabet haft en relativt lille direktion og ledergruppe. Er der udsigt til, at vi skal have flere funktionsdirektører i fremtiden?
     
  2. Selv om vi i dag primært skal se fremad, så er der et spørgsmål som trænger sig på, om sidste års strid om selskabets fremtid. Helt konkret vil jeg gerne spørge, hvor mange penge selskabet brugte isoleret set på tilbudsprocessen, når vi ser på 1) udsendelse af information til aktionærerne og med opfordringer til at forholde sig til tilbuddet, og 2) på rådgivere der skulle sikre at bestyrelsen og ledelsen var klædt rigtigt på? Man kunne håbe på, at mange af disse udgifter var dækket af køberne, men desværre tror jeg ikke det er tilfældet. På side 25 fremgår tallet 18 millioner, men er dette det fulde beløb, og hvordan er disse fordelt?  

Spørgsmålet handler ikke om at se bagud, som det handler om at lære. Mange aktionærer oplevede et meget stort informationspres undervejs, og det er relevant at forstå både omkostningerne og incitamenterne – også hos banker og platforme. Og vide, hvor meget det har kostet at distribuere information ud til aktionærerne. Jeg håber, I kan svare i dag – og ellers efterfølgende, så vi får klarhed over anvendelsen af selskabets midler.

Her til sidst vil jeg gerne ønske ledelsen og ikke mindst alle de mange gode og loyale medarbejdere alt det bedste i året der kommer. Jeres indsats er værdsat. Det er netop jer og selskabet som vi er her for. Og som vi tror på. Også tak til alle aktionærer der bakker op om et samlet og stærkt Bavarian Nordic i fremtiden.   

Tak for ordet.