Om foreningen

Læs DAFs spørgsmål på Vestas' generalforsamling samt ledelsens svar

Billede
Læs direktør Mikael Baks spørgsmål på Vestas' generalforsamlingen inklusiv ledelsens svar onsdag d. 8. april.

Tak for ordet. Mit navn er Mikael Bak, og jeg er direktør i Dansk Aktionærforening, der repræsenterer godt 17.000 private investorer – hvoraf mange er aktionærer i Vestas og til stede her i dag.

Lad mig begynde med at takke ledelsen for en god beretning, og samtidig på aktionærernes vegne sende en stor tak til selskabets mange ansatte verden over for at have bidraget til et godt 2025. Det var et år med den højeste omsætning i Vestas’ historie, den højeste EBIT-margin siden 2019 og en markant forbedring i aktiekursen gennem året. Forhåbentlig er det et vigtigt skridt tilbage mod de niveauer, som mange aktionærer gerne ser, at selskabet igen kan nærme sig.

Jeg har i den sammenhæng tre spørgsmål, som jeg gerne vil sætte fokus på i dag:

  1. Vestas har fortsat en langsigtet ambition om en EBIT-margin på 10 procent. I 2025 endte man på 5,7 procent, og guidance for 2026 er 6 til 8 procent. Jeg vil derfor gerne høre ledelsens mere konkrete vurdering af, hvornår man forventer at komme i mål med de 10 procent. Og i den sammenhæng: hvilke tre faktorer vurderer ledelsen som de vigtigste for at nå dertil?
  2. Samme dag som selskabet offentliggjorde et stærkt årsresultat, faldt aktien markant. Det er naturligvis frustrerende for aktionærerne. På aktionærernes vegne vil jeg derfor gerne spørge, om ledelsen overvejer en mere konkret og eventuelt flerårig guidance for de vigtigste finansielle mål, så markedets usikkerhed kan reduceres, og investorerne får et klarere billede af vejen frem?
  3. USA er i dag Vestas’ største marked, og mit sidste spørgsmål går på, om ledelsen kan uddybe, hvordan et worst-case-scenarie i USA kunne se ud, og hvilke planer man har for at imødegå det. For eksempel hvis politiske skatteincitamenter til vindenergi fjernes, eller projekter direkte blokeres eller lukkes ned. Er de kontraktlige beskyttelser tilstrækkelige, og hvilke øvrige overvejelser har ledelsen gjort sig i forhold til at håndtere en sådan risiko?

Afslutningsvis vil jeg ønske ledelsen og medarbejderne held og lykke med arbejdet i det kommende år. Må det blive endnu et godt og solidt år for Vestas. Tak for ordet.

Svar fra ledelsen, CEO Henrik Andersen. – frit gengivet af DAF:

  1. Punktet var også i fokus fra ATP om særligt hvordan Vestas skal nå de 10%. Her er fokus i høj grad rettet mod at få serviceforretningen til at levere bedre indtjening. Henrik Andersen afkræftede, at han ville sætte tid på hvornår det forventes at ske.
  2. Som i mange andre selskaber pt, så afviger ledelsen fra at komme med bedre og klarere guidance, Ifølge Henrik Andersen vil det heller ikke styrke aktien, hvis man gjorde det. Tilsyneladende er der er en tendens til under-promis, over-deliver, dvs. at man hellere vi overraske positivt end at skuffe.
  3. Henrik Andersen bekræftede, at der er stor fokus på USA, men hans holdning og Vestas indgang er, at USA har brug for vindenergi også til fx at operere de store AI-centre der bygges i disse år. Det var derfor ikke – ifølge CEO’en – andet end en ”parentes” med de tre år hvor Trump endnu er ved magten, ind til det igen skifter og USA melder sig positiv overfor vindenergi. Hvilket mange delstater jo også allerede gør. Vestas forsøger aktivt at bekæmpe de løgne der spredes om vindenergi.
  4. Slutteligt blev det drøftet, at politisk indblanding i valgkampen måske ikke altid er sammenfalden med aktionærernes interesser, uanset at mange af os også er imod Formueskatten. Henrik Andersen addreserede selv dette punkt og vi kommenterede også på det. Samlet konklusion var og er dog, at HA fastholder at Danmark skal have bedre rammevilkår også for ansættelse af udenlandske chefer og at man ikke skal straffe med fx formueskat. Så han trækker sig næppe helt ud af den offentlige debat. I øvrigt var CEO her på denne generalforsamling væsentlig mere synlig end fx på Ørsteds.