Om foreningen

De unge elsker aktiesparekontoen

Billede
Aktiesparekontoen er på til at blive en succes, og det skyldes ikke mindst de yngre aldersgrupper. En stor medlemsundersøgelse viser, at tre ud af fire medlemmer under 30 allerede har åbnet en aktiesparekonto.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Dansk Aktionærforening gennemførte i den forløbne uge en medlemsundersøgelse, der blandt andet omfattede medlemmernes brug af aktiesparekontoen (ASK). Det skete ikke mindst i lyset af fordoblingen af indskudsloftet til 100.000 kr. per 1. juli i år.

Svarene viser, at det især er de yngre aldersgrupper, der har taget den nye investeringsform til sig. Tre ud af fire medlemmer under 30 har allerede åbnet en ASK, og blandt gruppen af 30 til 39-årige har halvdelen en ASK, mens 21 procent planlægger at gøre det.

Undersøgelsen viser, at interessen for ASK tilsyneladende falder med alderen, men det er faktisk først i gruppen af 60 til 69-årige, at et lille flertal (51 procent) vurderer, at en ASK er uden interesse for dem, i hvert fald indtil videre.

Svarene fra medlemmerne viser også, at kvinder interesserer sig lidt mere for en ASK end mænd, idet 53 procent af de kvindelige respondenter allerede har eller påtænker at åbne en ASK, mens tallet for mænd er 46 procent.

Aktionærforeningens direktør, Mikael Bak, udtaler i den anledning: ”Et af formålene med aktiesparekontoen var at tiltrække ny investorgrupper, så det er glædeligt at se, at ikke mindst de unge har taget den nye opsparingsform til sig. Det bekræftes også af de mange tilmeldinger fra unge medlemmer til vores gratis webinarer.”

 

1129 medlemmer deltog i undersøgelsen. Vi vil i de kommende nyhedsbreve bringe flere af medlemsundersøgelsens resultater.

Billede