Om foreningen

DAF udfordrer Rockwool på Rusland og svækket indtjening

Billede
Billede

Der var umiddelbart en afdæmpet stemning, da Rockwool onsdag den 15. april afholdt generalforsamling i Roskilde Kongrescenter med 165 tilmeldte.

Det var en markant kontrast til generalforsamlingen for tre år siden, hvor demonstrationer og polititilstedeværelse prægede billedet som følge af selskabets aktiviteter i Rusland.

Rusland fortsat centralt tema
Spørgsmålet om Rusland fyldte dog fortsat i drøftelserne. Rockwool ejer formelt stadig sine fabrikker i Rusland, men værdien er nedskrevet til nul – svarende til en nedskrivning på knap 3 mia. kr. i 2025. Ledelsen gentog, at fastholdelsen af fabrikkerne har været den mindst dårlige løsning, blandt andet for at undgå, at aktiverne overtages af russiske interesser. Samtidig er udbytter fra den russiske forretning – cirka 400 mio. kr. – sammen med yderligere 100 mio. kr. fra aktionærerne doneret til en Ukraine-fond, som blandt andet finansierer boligprojekter frem mod 2028. Dansk Aktionærforenings indlæg blev fremført af foreningens næstformand, Klaus Jørgen Sørensen, der tog direkte fat i risikoen for, at russiske fabrikker potentielt kan eksportere til markeder, hvor Rockwool i dag opererer. Hertil svarede ledelsen, at eksport til EU er udelukket som følge af sanktioner, og at den økonomiske risiko vurderes som begrænset.

Pres på indtjening og marginer
DAF rejste også spørgsmål til udviklingen i indtjeningen. EBIT-marginen eksklusive Rusland faldt i 2025 fra 17,5 til 14,7 procent, og forventningen for 2026 ligger på 13-14 procent. Ledelsen pegede på geopolitisk uro og midlertidige forhold som forklaringer og fastholdt, at niveauet for 2026 er forventeligt, men uden at konkludere, om der er tale om en ny strukturel virkelighed.

Global produktion og vækst i USA
Et tredje tema var ændringer i Rockwools globale produktionssetup. I 2025 lukkede selskabet fabrikker i blandt andet Norge og Kina, mens der samtidig investeres i nye faciliteter i USA, Indien og Rumænien. Ifølge ledelsen skyldes lukningerne primært behov for omfattende moderniseringer, og der er ikke planer om yderligere nedlukninger. USA blev samtidig fremhævet som et centralt vækstmarked, hvor eventuelle toldsatser kun forventes at have begrænset betydning for indtjeningen.

Der var herefter enkelte spørgsmål fra private aktionærer – blandt andet om regnskabssprog. Ud over en grundig gennemgang af 2025 med en god debat, fik aktionærerne også et ekstra indblik i den franske forretning, som er koncernens største produktionsenhed globalt. DAFs deltagelse og indlæg blev endnu engang modtaget positivt af generalforsamlingen, og samtidig var det bemærkelsesværdigt, at ingen institutionelle investorer var til stede og deltog i debatten. Tilbage står indtrykket af, at 2026 tegner til at blive endnu et interessant og udfordrende år for Rockwool ikke mindst med de tiltagende globale kriser i verden omkring os, der også kan ramme Rockwool.

Du kan læse hele foreningens indlæg her:

Talepapir inkl. svar fra ledelsen
Hent som PDF-fil