Nyhed

Private investorer: Novo er gået fra folkeaktie til "landsholdsaktie"

Billede
Private investorers afkast har været udfordret i første halvår af 2025 – men tilliden til Novo er større end nogensinde før, ifølge Dansk Aktionærforenings sommerbarometer.

Dansk Aktionærforening har traditionen tro gennemført det halvårlige investorbarometer i juni 2025, en undersøgelse blandt aktive private investorer, der alle er modtagere af foreningens ugentlige nyhedsbrev – og de fleste også medlemmer i Dansk Aktionærforening. Undersøgelsen er gennemført i perioden fra d. 3. til d. 10 juli. 2025, og drejer sig både om begivenhederne det seneste halve år, og om investorernes syn på markedet og fremtiden. Lige godt 1.200 investorer har deltaget i undersøgelsen.

Resultaterne viser, at første halvår 2025 har været præget af store forskelle i afkast og også af skift i investoradfærden. Samtidig tegner der sig et klart billede af, hvor de private retter blikket hen i det kommende år. Forsvarsaktier er stadig i top – og især én konkret aktie står markant stærkere end alle andre når det gælder investorernes tillid: Novo Nordisk.

"Historisk mange tror stadig på Novo, selv efter det seneste års uroligheder. 2 ud af 3 respondenter har den som favorit for det kommende år, og det er næppe forkert at sige at aktien er gået fra at være en folkeaktie til en egentlig 'landsholds-aktie'", lyder det fra direktør Mikael Bak, Dansk Aktionærforening.

Halvdelen med plus – men også mange med tab

Ifølge undersøgelsen har lidt over halvdelen af investorerne haft positivt afkast i første halvår 2025, men kun 10% har formået at opnå et afkast på over 10%. Samtidig melder hele 36% om negativt afkast.

"Undersøgelsen viser, at det har været et svært halvår for rigtig mange investorer. Samtidig kan vi se, at det også har været et halvår, der har påvirket investorerne og deres fokus," siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening.

Mange investorer er blevet mere aktive. Over 31% oplyser, at de faktisk i dag bruger mere tid på deres investeringer efter det turbulente halvår vi har været igennem, mens 32% melder, at de ikke er blevet påvirket.

Europa foretrækkes – USA fravælges

De geopolitiske og økonomiske usikkerheder præger investorernes syn på de globale markeder. 70% tror, at europæiske aktier vil klare sig bedre end amerikanske og asiatiske aktier det kommende år.

35% forventer at investere mindre i amerikanske aktier i den kommende periode, mens 38% vil øge deres eksponering mod europæiske selskaber.

Forsvar, pharma og AI topper sektorinteressen

På spørgsmålet om, hvilke brancher investorerne tror mest på i det kommende år, er svaret tydeligt:

  • Forsvarsindustrien topper med ca. 38,6%
  • Medico/pharma følger med ca. 18,5%
  • Kunstig intelligens lander på ca. 16%

Amerikansk Big Tech ligger under 10% i tillid, og er dermed ikke blandt de mest populære sektorer hos de private investorer. "Den lave tillid til Big Tech kan overraske, når man ser på det afkast netop Big Tech har givet gennem de senere år, og det comeback vi har set netop herfra i de seneste måneder. Men de private danske investorer ser altså ikke ud til at bakke dem op, og flere eksperter har da også peget på, at sektoren er meget dyrt prissat. Hertil kommer den politiske usikkerhed, som nok afskrækker mange danskere, og for nogles vedkommende måske også får dem til at fravælge amerikanske aktier – uanset deres potentiale", lyder analysen fra Mikael Bak.  

Novo Nordisk: Fra folkeaktie til "landsholdsaktie"

Én af undersøgelsens mest opsigtsvækkende konklusioner handler om Novo Nordisk. På spørgsmålet om, hvilken C25-aktie investorerne tror mest på de næste 12 måneder, svarer mere end 2/3, eller over 66% Novo Nordisk – tre gange flere end Vestas, der indtager andenpladsen.

"Det er en markant overvægt i tiltroen til Novo Nordisk. Det kommer i kølvandet på, at investorerne tog fejl sidste sommer, hvor 'kun' 43% havde Novo som en af favoritterne. Siden sidste år har aktien som bekendt skuffet markant, men det har altså ikke fået tilliden og forventningerne til at falde. Tværtimod. Den er selvsagt også blevet væsentligt billigere siden sommeren 2024, men skeptikerne vil nok også mene, at der er kommet flere faresignaler. Nu bliver det så spændende at se, om Novo kan leve op til den høje tillid i det kommende år," siger Mikael Bak.

Top 5 over mest populære C25-aktier i undersøgelsen:

  1. Novo Nordisk – +66%
  2. Vestas – +23%
  3. Zealand Pharma – +22%
  4. DSV – +19%
  5. Genmab – +15%

Undersøgelsen viser også, at 40% af investorerne ser det seneste års kursfald og ledelsesskifte i Novo som en mulighed for opkøb, mens kun 4% har solgt aktien. Kun 6.5% oplyser, at de slet ikke ejer Novo-aktier. "At mere end 90% af de adspurgte tilsyneladende ejer Novo-aktier viser, at vi har at gøre med et meget aktivt investorsegment. Det bekræfter også, at Novo er gået fra at være en folkeaktie til en egentlig landsholdsaktie, som hele Danmark hepper på,” siger Mikael Bak.

Download hele undersøgelsen
Se alle resultaterne her.
Hent som pdf