Master Class

Sådan afdækker du valutarisiko i investeringsfonde

Billede
Privatinvestorer har mange udenlandske investeringer noteret i valutaer, som svinger i forhold til danske kroner. Blandt andet i dollars som er faldet mere end 10 procent i år. Her ser vi på, hvilke muligheder der er for at fjerne valutakursrisiko  i investeringsfonde.
Billede

Af
Henrik Frydenborg Hansen

fondsanalytiker hos Indeksinvest

Denne artikel blev bragt i Aktionæren 7, 2025.

Private investorer har investeret store beløb i udenlandske aktier og obligationer og investeringsfonde med udenlandske værdipapirer. Afkastet i disse investeringer er påvirket af udviklingen i valutakurserne, særligt den amerikanske dollar, som er faldet meget i værdi i løbet af 2025. Mange investorer har derfor set ellers gode afkast forsvinde ud i luften i år, når afkastet omregnes til danske kroner.

Euro-kursen i forhold til danske kroner ligger stabilt omkring 7,45. Det skyldes fastkurspolitikken som tillader et maksimalt spænd på 2,25 pct. Dollarkursen viser mere markante udsving og afspejler den flydende valutakurs mellem USD og EUR og dermed også i forhold til den danske krone. Men også en lang række øvrige flydende valutaer som fx den japanske yen, britiske pund og svenske kroner påvirker afkastet for danske investorer.

Primo september er den amerikanske dollar i 2025 faldet knap 12 procent til kurs 6,40. I årene 2015 og 2021 blev dollaren til gengæld styrket markant, mens en svækket dollar i 2017 tog mere end halvdelen af det amerikanske aktieafkast. 

Ved investering i udenlandske værdipapirer afhænger afkastet i danske kroner af to forhold: 

  •   Hvor meget kurserne stiger eller falder i lokalvaluta 
  •   Hvordan valutakursen bevæger sig i forhold til den danske krone

Hvis eksempelvis den amerikanske dollar falder 10 procent, skal de amerikanske aktier stige over 10 procent, blot for ikke at give tab opgjort i kroner.

Flydende valutakurser har en tendens til at have svingninger i kortere perioder, som kan udjævnes mere på lang sigt. På kortere sigt kan der ske modsatrettede tendenser, hvor fx en stigende dollarkurs alene giver afkast til danske investorer udover aktieafkastet i lokalvaluta. 

Modsat perioder som her i første del af 2025, hvor dollarfaldet har givet mange investorer tab på amerikanske aktier, når afkastet måles i danske kroner, også selvom aktierne i USA er steget. Dollarfaldet kan skyldes flere forhold, fx ændrede kapitalstrømme og usikkerhed om den økonomiske politik i USA og at mange investorer ikke længere anser USA som ”sikker havn”.

Det kan hos nogle investorer give overvejelser om, hvorvidt man kan få aktieafkastet uden også at påtage sig valutakursrisikoen, når man fortsat ønsker investeringer i USA, bl.a. fordi det er verdens største økonomi med det suverænt største aktiemarked. Dollarkursen var fx nede i omkring 5 kroner i 2011, så dollaren kan både stige og falde yderligere. 

Valutaafdækning
Valutaafdækning er en strategi, som gennem finansielle instrumenter tager valutakursrisikoen ud af investeringerne. Den nemmeste måde at få valutaafdækning på er gennem investeringsfonde.

De valutaafdækkede investeringsfonde har i både 2025 og i de seneste tre år givet væsentligt højere afkast end de traditionelle ikke-afdækkede. Investeringsfonde med amerikanske aktier med størst dollareksponering har givet negative afkast i 2025. De seneste fem år har alle de afdækkede fonde dog givet væsentligt lavere afkast, også selvom dollarkursen næsten er uændret i den 5-årige periode. Det skyldes primært, at fondene har omkostninger til løbende valutaafdækning, som fragår afkastet. 

Sådan kan du valutaafdække
Den nemmeste løsning, hvis du ønsker valutaafdækning, er at vælge investeringsfonde, der automatisk valutaafdækker, blandt andet ved at indgå, hvad der med det mundrette navn hedder en valutaterminsforretninger. Det er en finansiel aftale, hvor to parter forpligter sig til at købe eller sælge et bestemt beløb i udenlandsk valuta på en fastsat fremtidig dato og til en kurs, der allerede er aftalt i dag. Valutaafdækningen er ikke 100 procent effektiv, og der er flere faktorer, der påvirker, hvor godt afdækningen fungerer, bl.a. hvilken model der benyttes. Nogle justerer månedligt, andre dagligt. De fleste danske investeringsforeninger med udenlandske obligationer valutaafdækker til enten danske kroner eller euro, mens obligationer fra Emerging Markets i lokalvaluta typisk ikke afdækkes.

Øvrige muligheder er valutahandel gennem din bank/mægler, hvilket typisk kræver en vis minimumsstørrelse og kan have høje omkostninger. 

Investerer du i et aktiedepot med lang investeringshorisont skal du være opmærksom på, at valutaafdækning ikke er gratis og på langt sigt vil valutaafdækning give et lavere forventet afkast. Stigende valutakurser afdækkes også, så der er også risiko for at tabe penge på afdækningen.

Har du specifikke forventninger til fortsat dollarfald, men fortsat tiltro til amerikanske aktier, kan valutaafdækning være en god ide, ligesom det kan være relevant for investorer med kortere investeringshorisont.

Abonner på vores Youtube-kanal her:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.