Aktieudsigt

Uge 45: Syv C25-selskaber i ilden

Billede
Der kommer tal fra Coloplast, Pandora, Lundbeck, Bavarian, FLSmidth, Genmab og GN Store Nord. Desuden er inflation og renteudvikling fortsat afgørende for markedernes udvikling på kort sigt, og så bliver vi lidt klogere, når der kommer tal for udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser.
Billede

Af
Jakob Due Jakobsen

Journalist, MarketWire

Investorerne fortsætter med at være fanget mellem centralbankernes aggressive forsøg på at inddæmme den tårnhøje inflation og håbet om, at udsigten til en mulig recession kan få centralbankerne til at justere kursen.

Det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank viste en fortsat hård linje i bekæmpelsen af inflationen, der i løbet af den kommende uge kommer i søgelyset med tal for forbrugerpriserne.

Ugen byder tirsdag også på midtvejsvalg i USA, hvor demokraterne risikerer at tabe flertallet i Repræsentanternes Hus til republikanerne, mens de ser ud til at holde det snævre flertal i Senatet.

Markedsdeltagerne vil også fortsat have fokus på meldinger om en lempelse af de strenge coronanedlukninger i Kina.

Den danske regnskabssæson fortsætter med ufortrøden styrke med tal fra blandt andre Coloplast, Pandora, Lundbeck, Bavarian, FLSmidth, Genmab og GN Store Nord.

Mandag

Coloplast er mandag ved middagstid i ilden med sit regnskab for det forskudte helår 2021/22, hvor det meste af opmærksomheden vil blive rettet mod prognosen for det nye regnskabsår.

Med udsigt til fortsat pres på omkostningerne i form af stigende energi- og råvarepriser og lønstigninger vurderer Sydbank, at især prognosen for indtjeningsevnen vil komme under lup. I fjerde kvartal ventes en positiv valutaeffekt at have bidraget for medicoselskabets nye forretningsenhed Voice & Respiratory care, som tæller opkøbet af Atos Medical.

Transportkoncernen NTG er kursmæssigt kommet ned til jorden igen med et fald på mere end 50 pct. siden årsskiftet, idet investorerne kigger frem mod de negative indtjeningseffekter af en ventet normalisering af fragtraterne.

Mandag aflægger NTG sit regnskab for tredje kvartal, hvilket er et kvartal, hvor konkurrenten DSV løftede sine forventninger.

Parken Sport & Entertainment har trukket en del af overraskelsesmomentet ud af mandagens regnskab, efter at sport- og underholdningskoncernen opjusterede sine forventninger til omsætning og indtjening i slutningen af oktober.

De amerikanske aktiemarkeder åbner igen til normal åbningstid 15.30 dansk tid, da USA går over til vintertid søndag og dermed bliver tidsforskellen til den amerikanske østkyst igen på seks timer.

Tirsdag

Smykkekoncernen Pandoras kortsigtede vækstudsigter kan i tredje kvartal være tynget af et svært sammenligningsgrundlag på selskabets største marked i USA, da forbrugerne her fortsat var begunstiget af stimulipakker.

Fokus vil i forbindelse med tirsdagens regnskab for juli, august og september blandt andet være rettet mod lanceringen i USA og Canada af smykkekoncernens Brilliance-kollektion med kunstige diamanter samt genåbningen i Australien og Kina.

FLSmidth kom med en opdateret strategiplan i slutningen af oktober i forbindelse med integrationen af opkøbte TK Mining. I den forbindelse kom mine- og cementudstyrskoncernen også med nye prognoser for helåret, hvilket har reduceret muligheden for overraskelser i tirsdagens regnskab for tredje kvartal.

Chemometec, der producerer analyseudstyr til tælling af celler, er tirsdag klar med tal for sit forskudte første kvartal. Sidste perioderegnskab var præget af betydelig fremgang på det nordamerikanske marked med høje vækstrater inden for cellebaseret terapi.

Onlineforretningen Boozt leverer sit regnskab for tredje kvartal, efter at andet kvartal bød på et fald i efterspørgslen grundet svagere forbrugertillid og stigende inflation. De faktorer ventes også at påvirke negativt resten af året.

Onsdag

Biotekselskabet Genmab skal onsdag efter lukketid i vælten, men her er størstedelen af spændingen udløst, da der allerede er offentliggjort salgstal for kræftmidlet Darzalex fra den amerikanske partner Johnson & Johnson, som sælger kræftbehandlingen og betaler royalties til det danske selskab.

Darzalex-salget er i tredje kvartal opgjort til 2,05 mia. dollar mod ventet 2,03 mia. Torsdag aften opjusterede Genmab sine forventninger for i år med henvisning til blandt andet en styrket dollar. Forventningerne til Darzalex-salget i år blev også løftet til 8,0-8,2 mia. dollar fra 7,8-8,2 mia. dollar.

Lundbeck opjusterede sine omsætningsforventninger forud for sit halvårsregnskab, hvor både top- og bundlinje var bedre end ventet, mens driften skuffede i forhold til konsensus. Det skyldtes blandt andet øgede udgifter til lanceringsaktiviteter og udvikling af selskabets pipeline.

Medicinalselskabets fire strategiske nøgleprodukter leverede i andet kvartal alle bedre end ventet Finanshuset JPMorgan venter også en stærk udvikling for nøgleprodukterne i tredje kvartal. Regnskabet præsenteres onsdag morgen. 

Medicinalselskabet Bavarian Nordic har opjusteret forventningerne et hav af gange i år som følge af mange ordrer på koppevacciner, der har fået stor fokus, da udbruddet af abekopper har skabt stor efterspørgsel efter vaccinen.

I andet kvartal kunne selskabet også fremvise en solid omsætningsvækst drevet af blandt andet koppevacciner samt vækst i vaccinerne Rabipur/Rabavert mod hundegalskab.

Onsdag leverer medicinalselskabet sine tal for juli, august og september.

Scandinavian Tobacco Group, STG, er onsdag morgen i ilden med regnskab for tredje kvartal. Forud for sit halvårsregnskab nedjusterede tobaksselskabet forventningerne til det justerede driftsresultat, da selskabet havde mødt modstand fra problemer i forsyningskæden og ændret forbrugeradfærd.

I forbindelse med halvårsregnskabet meddelte tobakskoncernen, at den organiske omsætningsvækst og organiske EBITDA-vækst ventes at komme delvist tilbage i fjerde kvartal.

Tankrederiet Torm, der aflægger regnskab onsdag, er med længder den mest stigende aktie på den danske fondsbørs. Kursen er mere end firedoblet siden nytår på baggrund af en solid optur for spotraterne for produkttankskibe. Ratestigningerne skyldes blandt andet, at Europa skal erstatte russiske forsyninger af raffinerede produkter, og dermed længere transportafstand.

Torsdag

ALK-Abelló er torsdag morgen klar med sine tal for tredje kvartal, hvilket kommer efter, at Danske Bank i starten af november sænkede sin anbefaling for allergivaccineaktien med henvisning til stigende makroøkonomisk pres fra lønninger og råvarer.

Forsikringsselskabet Alm. Brand har trukket en del af overraskelsesmomentet ud af torsdagens regnskab for tredje kvartal, efter at koncernen opjusterede sine forventninger til det forsikringstekniske resultat i midten af oktober.

Her blev henvist til, at der i det forgangne kvartal var set en tilfredsstillende udvikling i forsikringsaktiviteterne, men til gengæld havde den negative udvikling på de finansielle markeder medført, at Alm. Brand nu ser et større tab for investeringsresultatet i år.

Kosmetik- og skønhedsplejeforhandleren Matas leverer torsdag sit regnskab for det forskudte andet kvartal, efter at selskabet på både top- og bundlinje i første kvartal var hjulpet af, at kunderne handlede hyppigt på tværs af alle kanaler.

Industrikonglomeratet Schouw & Co. er også i ilden med sine tal.

Ugens vigtigste nøgletal lander torsdag eftermiddag i form af de amerikanske forbrugerpriser, der ventes at vise en lille opbremsning i inflationen til 8,0 pct. i oktober fra 8,2 pct. i september.

I september viste forbrugerpriserne et fald på 0,1 pct.point fra måneden inden, hvilket dog var mindre end det ventede fald på 0,2 pct.point. Det var med til at give den amerikanske centralbank mere ammunition til at holde den aggressive stramningslinje.

Fredag

GN Store Nord satte i starten af november tal på dele af udviklingen i tredje kvartal og nedjusterede i den forbindelse også forventningerne til headset-divisionen, GN Audio.

Forventningerne blev ændret for at afspejle konsekvenserne af det forværrede makroøkonomiske miljø, lavere forbrugertillid og generelt højere usikkerhed, som rammer GN's markeder.

I høreapparatselskabet GN Hearing var der i tredje kvartal blevet taget godt imod lanceringen af topproduktet Resound Omnia, og på trods af en samlet nulvækst i tredje kvartal fastholdt GN Hearing sine forventninger til hele 2022.

Det medfører ifølge Sydbank, at GN Hearing skal løbe meget stærkt i fjerde kvartal for bare at nå bunden af intervallet på 5-8 pct. Det vil også blive et af fokuspunkterne i forbindelse med det endelige regnskab for tredje kvartal, der bliver præsenteret fredag morgen.

De amerikanske obligationsmarkeder holder lukket fredag som følge af Veterans' Day, mens aktiemarkederne handler som normalt.