Aktieudsigt

Uge 41: Nu kommer kvartalsregnskaberne

Billede
Ugens store makrobegivenhed bliver torsdagens offentliggørelse af udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i september. Regnskabssæsonen starter med tal fra flere amerikanske storbanker fredag. På den danske scene får vi tal fra Chr. Hansen onsdag og Tryg torsdag.
Billede

Af
Jakob Due Jakobsen

Journalist, MarketWire

Dårligere nøgletal end ventet har hjulpet aktiemarkederne i den første uge af det nye kvartal, hvor især ISM-erhvervstilliden for fremstillingssektoren samt Jolts-opgørelsen over antallet af ledige stillinger landede betydeligt under økonomernes forventning. Det satte gang i spekulationer om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, måske vil slække lidt på den meget stramme pengepolitiske linje.

Centralbankens slidsomme kamp mod den tårnhøje inflation kan trække opmærksomhed onsdag og torsdag med nøgletal for producent- og forbrugerpriserne, og onsdag aften præsenteres referatet fra det seneste rentemøde.

På den danske scene skydes regnskabssæsonen i gang med tal fra forsikringskoncernen Tryg, og ingrediensproducenten Chr. Hansen.

I USA ringer storbanken JPMorgan sæsonen i gang med tal for tredje kvartal.

Mandag

Markedsdeltagerne i Europa kan se frem til lidt mindre handelsaktivitet på grund af minimal amerikanske deltagelse grundet Columbus Day. De to store børser i New York har dog åbent for aktiehandel, mens obligationshandlen følger den føderale regerings helligdagskalender og holder lukket.

De kinesiske fastlandsbørser åbner mandag igen efter at have været lukket en uge i forbindelse med Golden Week efter landets nationaldag 1. oktober. Mandag kan investorerne også tage bestik af weekendens kinesiske Caixin-erhvervstillid for servicesektoren.

Tirsdag

Den schweiziske høreapparatgigant Sonova holder tirsdag investor- og analytikerdag i selskabets hovedkvarter i Stäfa, hvor fokus blandt andet vil være på udrulning og feedback af det nyeste flagskibsprodukt, Phonak Lumity, der afløser den tidligere succesfulde platform Phonak Paradise.

Den amerikanske inflation kommer i søgelyset onsdag eftermiddag med producentprisopgørelsen for september, hvor der ventes en årlig stigning på 8,4 pct. efter fremgangen på 8,7 pct. måneden før. 

I august faldt producentpriserne for anden måned i streg som følge af fortsatte fald i brændstofudgifterne, mens producentpriserne eksklusive salg af brændstof og fødevarer viste en vedholdende inflation.

Onsdag

Chr. Hansen er onsdag parat med sit regnskab for det forskudte fjerde kvartal, hvor fokus blandt andet vil være på prognosen for det nye regnskabsår.

Danske Bank venter, at fjerde kvartal i regnskabet vil byde på en normalisering hos de to hoveddivisioner Food Cultures & Enzymes (FC&E) og Health & Nutrition (H&N) på grund af timingen i ordrer og en normalisering af fødevareefterspørgslen. Samtidig er FC&E-divisionen præget af svære sammenligningstal fra året forinden, mens der ventes modvind fra Kina og Rusland, skriver Danske Bank-analytiker André Thormann.

Hvad angår prognosen for det kommende regnskabsår 2022/23 venter Danske Bank, at Chr. Hansen vil spille ud med en organisk vækst på 2-6 pct. som følge af usikkerhed omkring prissætning, normalisering og et svært sammenligningsgrundlag for de to divisioner. Til sammenligning venter Chr. Hansen organisk vækst på 8-10 pct. og en EBIT-margin før særlige poster på 26-27 pct. i det nuværende 2021/22.

Den amerikanske læskedrikkoncern Pepsico er i ilden onsdag over middag med sit regnskab for det forskudte tredje kvartal, hvor analytikere venter en organisk salgsvækst på 9,5 pct. drevet af fortsat momentum inden for dagligvarer.

Ud over Pepsi-mærket råder Pepsico over en række andre kendte brands. Det tæller sodavandene 7up og Mountain Dew, chipsmærkerne Lays og Doritos samt morgenmadsmærket Quaker Oats.

Den amerikanske inflation kommer i søgelyset onsdag eftermiddag med producentprisopgørelsen for september, hvor der ventes en årlig stigning på 8,4 pct. efter fremgangen på 8,7 pct. måneden før.  I august faldt producentpriserne for anden måned i streg som følge af fortsatte fald i brændstofudgifterne, mens producentpriserne eksklusive salg af brændstof og fødevarer viste en vedholdende inflation.

Onsdag aften vil markedsdeltagerne kigge mod USA og referatet fra det seneste rentemøde, hvor centralbanken, Federal Reserve, Fed, for tredje møde i træk løftede styringsrenten med 75 basispoint.

Torsdag

Tryg skyder vanen tro den danske regnskabssæson i gang med regnskabet for tredje kvartal, efter at forsikringsselskabets regnskab for andet kvartal var præget af et stort negativt investeringsresultat. Faldende aktiemarkeder og stigende renter satte sine tydelige spor på investeringsresultatet, og den samme tendens er fortsat i tredje kvartal med ufortrøden styrke med aktie- og obligationsmarkeder i de laveste niveauer i flere år.

Fokus vil i forbindelse med torsdagens regnskab også være på, om de opkøbte nordiske aktiviteter fra britiske RSA, som omfatter svenske Trygg-Hansa og norske Codan, har fortsat den positive udvikling. Enhver svækkelse af præmievolumen vil også være en udfordring for Tryg, da inflation ifølge Bloomberg News ventes at være et større problem i de kommende kvartaler.

Ugens vigtigste nøgletal lander torsdag eftermiddag i form af forbrugerpriserne fra USA. Her ventes den årlige stigningstakt i september at være faldet til 8,1 pct. fra 8,3 pct. i august.

Deltagerne på finansmarkederne vil se efter endnu et bevis på, at inflationen har toppet, efter at den nåede 9,1 pct. i juni. Kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, er mere vedholdende, og her ventes i september en stigning til 6,5 pct. fra en årsstigningstakt på 6,3 pct. i august og 5,9 pct. i juli.

Den stigende kerneinflation betyder, at den amerikanske centralbank kan holde foden fast placeret på rentestramningspedalen.

Fredag

Storbanken JPMorgan, som både omfatter almindelig bank og investeringsbank, skyder for alvor den amerikanske regnskabssæson i gang fredag over middag. I investeringsbanken ventes JPMorgan at være ramt af en hård opbremsning i aktiviteten, da stigende renter gør opkøb dyrere og kapitalrejsning på gældsmarkederne mindre attraktivt.

De volatile finansmarkeder har i år resulteret i, at nogle virksomheder har forsinket børsnoteringer og andre aktieudvidelser. I starten af september sagde JPMorgans driftschef Daniel Pinto, at han forventer, at selskabets investeringsbankgebyrer i tredje kvartal vil være faldet med 45-50 pct. i forhold til for et år siden.

Senere fredag eftermiddag leveres også regnskaber fra de to forbrugerorienterede storbanker Wells Fargo og Citigroup samt investeringsbanken Morgan Stanley.