Aktieudsigt

Hybridkrig og cyberangreb gavner disse aktier

Billede
Billede

Af
Oskar Bernhardtsen

Investeringsstrateg, Saxo Bank

Mandagens droneaktivitet i Danmark og Norge samt nedlukningen af check-in systemer i flere europæiske lufthavne i den forgangne weekend, kan være et symptom på en verden der ser frem imod en periode med stigende cyber- og hybridangreb.

Det er en trist udvikling, men en konsekvens af den voksende geopolitiske uro samt udbredelsen af AI. Ofte fylder de positive effekter som stigende produktivitet mest i samtalen om AI, men bagsiden af medaljen er, at også hackergrupper får nye redskaber til rådighed i takt med, at udbredelsen af AI tager fart.

LÆS OGSÅ:
Analytiker: Kursfald giver god købsmulighed i dansk aktie

Som investor skal man ikke frygte denne udvikling, men i stedet se de muligheder denne udvikling kan skabe. F.eks. har man de sidste 5 år set imponerende afkast i aktier eksponeret til cybersikkerhed, og fortsætter udviklingen i antallet af cyberangreb, kan det betyde kronede dage for cybersikkerhedsvirksomhederne i de kommende år.

Som vist nedenfor, har udviklingen i antal angreb været voksende i et stykke tid. Med 53 % stigning i antal angreb i USA i 2024, er det især her man har set en markant stigning. Dog har man ligeledes i Europa, Østasien og Indien set en stor stigning i antal angreb.

Kilde: Crowdstrike

Som vist nedenfor, er der, ifølge CrowdStrike, flere vigtige pointer at bemærke ved det seneste års udvikling i cyberangreb. Først og fremmest har man set en markant optrapning af angreb, der betegnes som ”Kina-nexus aktivitet”. Med andre ord angreb, der på den ene eller anden måde kan relateres til at stamme fra Kina.

LÆS OGSÅ: Aktierådgiver: 11 danske aktier med kurspotentiale på mere end 20 procent

Desuden er ”vishing” angreb, der er cyberangreb over telefon, steget med 442 % fra første halvår 2024 til andet halvår 2024. Sofistikationen af angrebene er ligeledes steget, hvilket kan ses ved en faldende ”break out” tid, der ved nogle angreb er faldet til under 1 min. Det vil med andre ord sige, at hackergrupper kan få adgang til konfidentiel information meget kort tid efter de har brudt igennem en virksomheds sikkerhedssystemer. Det betyder, at man som virksomhed får kortere og kortere tid til at reagere på igangværende angreb før ”skaden er sket”.

Kilde: Crowdstrike

Denne udvikling er i høj grad mulig på grund af udbredelsen af AI i diverse hackergrupper.

Som vist nedenfor, er der flere eksempler på, hvordan grupper har brugt AI til at udføre angreb. F.eks. har den Nordkoreanske gruppe, Famous Chollima, brugt AI til at lave falske Linkedin profiler og personer til at udføre angreb. Et andet eksempel, er ifølge CrowdStrike, russisk støttede hackergrupper, der benytter AI sprogmodeller til at brede misinformation på sociale medier.

Kilde: Crowdstrike

Det er derfor ikke kun virksomheder der kan komme under cyberangreb i fremtiden, men i den grad også privatpersoner og stater.

LÆS OGSÅ: Danske aktier overgår konkurrenter

I de fleste tilfælde, er det vestlige lande samt Japan og Indien, der bliver ramt af cyberangreb. F.eks. har den førnævnte Nordkoreanske gruppe, Famous Chollima, angrebet primært Nordamerika, Tyskland, UK og Indien. Fordelt ud fra sektor, er det især teknologi, den finansielle sektor samt sundhedsvirksomheder, der har set stigende angreb fra denne gruppe.

Kilde: Crowdstrike

 

Vil man som investor eksponere sig til cybersikkerhed, kan man se nærmere på de 10 største børsnoterede cybersikkerhedsvirksomheder målt på markedsværdi.

Som vist nedenfor, er de 4 største aktier indenfor sektoren; Palo Alto Networks, Crowdstrike, Cloudflare og Fortinet alle steget med ca. 30 % eller mere årligt de sidste 5 år.

Som investor kan man dog ikke forvente at denne udvikling fortsætter, og værdiansættelserne relativt til virksomhedernes indtjening er væsentlig højere end markedsgennemsnittet. F.eks. betaler man som investor for Crowdstrike en værdiansættelse på hele 131 gange den ventede indtjening for 2025.

Kilde: Bloomberg, Saxo Bank – P/E 2025 er baseret på gennemsnitlige Bloomberg estimater til virksomhedernes indtjening i 2025