Michelle Nørgaard: Indien vokser – og investorerne følger med
Tuktuk-ture, chai og hellige køer præger gadebilledet i Indiens storbyer. På markederne sælger kvinder farvestrålende tøj, frisk fisk og krydderier, mens mænd fræser forbi i larmende tuktukker. Det er tydeligt, at mange indere ikke har de samme midler som os i Danmark. Men billedet er ved at ændre sig. Flere penge finder vej til indernes lommer, og det har verdensmarkedet for alvor fået øjnene op for.
”I lang tid har man snakket om Kina som vækstlokomotivet i Asien. Men nu er blikket begyndt at vende væk fra Kina, fordi de kæmper med en række økonomiske problemer. Samtidig er man begyndt at få øjnene op for Indien som en investeringsmulighed,” fortæller Michelle Nørgaard, senior aktie- og bæredygtighedsstrateg i Jyske Bank.
Siden 2014 har premierminister Narendra Modi stået i spidsen for Indien. Hans reformer har gjort det lettere at drive forretning og investere i landet, blandt andet gennem en digitalisering af skattesystemet og investeringer i infrastruktur. Det har skabt et solidt fundament for økonomisk vækst.
”Mens mange lande står med en aldrende befolkning, ser det anderledes ud i Indien. Her er mere end halvdelen af befolkningen under 25 år, og medianalderen er knap 30 år,” fortæller Michelle Nørgaard.
Til sammenligning er medianalderen i Danmark 41,3 år, og i Japan er den næsten 50 år. Den unge befolkning giver et stort potentiale – både for øget forbrug og for arbejdsstyrkens størrelse.
Teknologi og service i fokus
Flere og flere indere tager en uddannelse, reallønnen stiger, og efterspørgslen på varer og serviceydelser vokser. Særligt på IT og digitale løsninger har Indien markeret sig.
”De er rigtig dygtige til IT og IT-serviceydelser, men også inden for finans. Hele 85 procent af inderne har en bankkonto, og mange bruger landets digitale betalingsløsning, Unified Payments Interface, som svarer til vores MobilePay. Og så har Indien også styrkepositioner inden for kunstig intelligens,” fortæller Michelle Nørgaard.
Vækst – men også risiko
Indiens indkomst per indbygger er fortsat lav. Faktisk bruger en inder kun en sjettedel af, hvad man i gennemsnit gør i Kina. Det giver et enormt vækstpotentiale, men også udfordringer.
”Når man investerer i emerging markets som Indien, skal man være tålmodig. Der er store muligheder, men også risici. Blandt andet de geopolitiske spændinger, vi for eksempel har set mellem Indien og Pakistan,” påpeger Michelle Nørgaard. ”Der er bare nogle ting, vi ikke er herre over.”
Som privat investor kan det være vanskeligt at vælge enkeltaktier i Indien. Derfor anbefaler Michelle Nørgaard, at man går efter fonde og ETF’er: ”Det er både billigere og mere sikkert at vælge fonde og ETF’er. I Jyske Bank anbefaler vi blandt andet iShares’ Indien-fond, som giver bred adgang til markedet,” siger hun.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.