Spørgsmålet i overskriften er ment seriøst og afspejler en eksistentiel krise i den danske banksektor. Finanskrisen i 2008 var ved at udradere branchen, som kun overlevede takket være en ubegrænset garanti udstedt af den danske stat på vegne af hele landets befolkning.

Patienten overlevede - på nær 20 banker, hvor direkte redning blev opgivet. En evaluering af forløbet må konkludere: Linjen i indsatsen var ”mindst mulig ændring”, og man foretog ikke fra statens side initiativer til en strukturrationalisering af bankerne. I nogle tilfælde ydede man tværtimod særlig støtte for at kunne videreføre banker, som dybest set burde være faldet. Den gumpetunge danske aftaleøkonomi med interessegruppers indflydelse bag lukkede døre i politik viste sit grå ansigt.

Bankernes topfolk lovede dengang, at man som rimelig modydelse og tak for den enorme redningsoperation straks ville medvirke til fremme af vækst i samfundet ved ny kreditgivning. Sådan gik det bare ikke, og stagnation blev udfaldet. Det eneste sted med ekspansion har været realkreditlån og aktierelateret forretning. Realkredit var allerede vævet tæt sammen med bankerne, men udgør ikke en vækstmotor for dansk produktion og beskæftigelse. Belåning af fast ejendom handler i meget højt omfang om kapitalisering af de stigende boligpriser og er dermed reelt finansiering af forbrug.

Bankerne er afkoblet økonomien

Bankerne er blevet selvbetjeningsbutikker med tilknyttet betalingsservice, men de er i dag uden betydning for dynamikken i økonomien. De to afgørende produkter for indtjeningen er i dag formidling af realkreditlån og aktierelaterede aktiviteter som pensionsopsparing, investeringsforeninger og aktiehandel.

Det stagnerende bankudlån røber tomheden: mange steder er den største type af låntagere ikke virksomheder, men en gruppe benævnt ”Finansiering og Forsikring” (og det er næppe forsikring, der udgør den største andel) suppleret af gruppen ”Fast Ejendom (ikke private)”. I tilgift har de største banker ivrig aktivitet med repo-belåning, der også er relateret til værdipapirer. Kort sagt har bankerne fået mindre og mindre kreditmæssig vægt.

Indtjeningen i en bank bør komme fra renteindtægter, men denne type indtægter er faldende under pres fra nulrenter som følge af en ekstrem lempelig pengepolitik. Flere store virksomheder kan optage obligationslån til lavere rente end sin bank kan opnå. Bøtten er vendt på hovedet, og derfor er der indtjeningsmæssig krise blandt bankerne.

På toppen af det hele har EU lanceret en række stramninger af kravene til soliditet og kontrol. Det betyder låg over væksten og højere udgifter, altså lavere rentabilitet. Ud over dette pres har bankerne været udsat for voldsom kritik for medvirken til hvidvask og skattemanipulationer. Konsekvensen er blevet en voldsom nedtur for næsten alle bankaktier.

Sydbanks krisemøde i september viste balladen

Nedturen kalder på modtræk, men det er endnu ikke sket. Et drama herom ser dog ud til at have udspillet sig i Sydbanks bestyrelse 17. september. Det endte i så dyb uenighed om bankens fremtidige udvikling, at formanden, næstformanden og to andre medlemmer nedlagde deres mandat. Resten af bestyrelsen fastholdt linjen med en tilkendegivelse af revurdering og opstramninger i banken. Krisen endte i status quo og tågesnak for at nedtone balladen.

Indtjeningskrisen rammer alle banker. Indførelse af negative renter på indlån er kun et plaster på såret. Det bliver formentlig en absurd parentes forårsaget af forskruet adfærd hos centralbankerne og mislykket politisk overformynderi i styringen af finanssektoren. Staterne reddede bankerne ud af den livstruende krise, men de er efter 11 år ikke kommet ud af respiratoren og tilbage på egne ben.

Højere renter eller fusioner er vejen frem

Der er to veje frem: en kovending med et spring opad i renteniveauet (som så kan udløse kurstab på obligationer og fornyede tab på udlån) eller en strukturændring af branchen, det vil sige sammenlægninger. Førstnævnte vil kræve store økonomiske omvæltninger, og det skal udfolde sig i hele EU. Sidstnævnte kan tage fart ved pres fra aktionærernes side, herunder pensionskasser, eller ved et politisk initiativ.

Et forhold blokerer imidlertid for fusioner og opkøb: De to største banker melder pas. Danske Bank søger at kæmpe sig fri af fortidens rædselsfulde involvering i rekordstor hvidvask, mens Nordea, der har en nordisk profil med Sampo som ledende aktionær, ikke synes interesseret i flere danske detailkunder. EU vil næppe tillade højere markedsandele for nogen af de to banker.

Udenlandske banker er heller ikke parate til at gå ind på det danske marked, da de har for travlt med egne vanskeligheder af samme art.

Den tredje spiller er Nykredit, som nu kan få en ny chance for at udvide sin relativt moderate position inden for rigtig bankvirksomhed. Lysten til denne form for ekspansion var til stede forud for Finanskrisen, men man fik gevaldige tømmermænd i 2008 efter det famøse opkøb af Forstædernes Bank, der satte rekord i dårlig timing.

Nykredits behov er at blive en landsdækkende bank, og her passer Spar Nord godt, eventuelt Sydbank. Jyske Bank er næppe relevant i denne sammenhæng, da det lave kurs/indre værdiforhold og det høje NEP-krav ville gøre det svært for banken at opnå tilstrækkelig vægt i i et ægteskab med Nykredit. Jyske Bank kunne derimod opkøbe eller fusionere med mindre banker.

Potentialet er til stede. Er modet der også?

De store banker må gå foran og sigte mod en værdistigning ved at opkøbe egne aktier, reducere solvenskravet ved at slanke balancen, hæve priserne og reducere omkostningsbasen. De mindre banker kan prøve at fusionere med hverandre for at løfte indtjeningsevnen eller lade sig købe.

Vejen væk fra stillingen som børsmarkedets discountvarer kræver nytænkning og god vilje. Har topfolkene i de danske banker forstand på penge, eller er deres dagsorden snæversynet interesse i egne ledelseshverv og selvhævdende lokalpatriotisme? Tiden er kommet til at tænke stort.

Spørgsmålet er, om medlemmerne af bestyrelser og direktioner er parat til at lave tingene afgørende om? Den lave værdiansættelse på børsmarkedet afspejler dyb tvivl herom. Optimister ser det som en oplagt chance med stort potentiale, mens pessimisterne ikke har tillid til bankernes evne nytænkning og derfor frygter status quo.

6 banker i fokus

Nordea: Stabil indtjening, men IT-platform halter efter konkurrenterne

Nordea har klaret sig pænt igennem de hårde år men er også udsat for stagnation. Tilvæksten foregår inden for boligfinansiering. Privatkunder får derfor øget vægt på bekostning af erhverv. Kapitalforvaltning er det andet lyspunkt, mens operationer i finansmarkedet presses af lav rente og kreditrigelighed.

Der er etableret en fælles IT-platform for at få ensartethed. Topledelsen blev omgrupperet sidste år, hvorefter en ny og mere kundeorienteret strategi blev lanceret. Ønsket er, at Nordea igen skal opnå vækst - og indtjeningen skal så komme som resultat af den nye linje.

Aktiemæssigt er Nordea ikke en dansk, men en bred, nordisk bank med vægt på stabile detailkunder. Børskursen på 34,80 giver en markedsværdi på 141 mia. kr. Egenkapitalforretningen er 8,1 procent (justeret), og målet er at opnå over 10 procent i 2022. Indre værdi før udbytte på 3 kroner er 58 kroner.

Konklusion:
Aktien er en fornuftig langsigtet placeringsmulighed med lav risiko.

Danske Bank: Et langt, sejt træk venter

Danske Bank presses af stagnationssyndromet på indtægtssiden og samtidig stiger udgifterne. Et internt forbedringsprogram skal øge rentabiliteten til en egenkapitalforrentning på 9-10 procent i 2023. I år ventes tallet kun at blive på mellem fem og seks procent, og måske må udbyttet sættes ned for 2020.

Det store balladepunkt er kaotiske forhold i den tidligere filial i Estland, hvor overtrædelser af regler, lovgivning og bindende konventioner ser ud til at have fundet sted i stort format. Store bøder må påregnes, hvortil kan komme erstatningskrav. På toppen af det hele har nogle investorer lanceret krav med henvisning til fejlagtige oplysninger fra bankens side. Problemkomplekset har et uhørt omfang og er endog inficeret med prekære politiske forhold, og her kan alt jo skifte på et øjeblik.

Business as usual er dybest set den nye ledelses linje, idet moradset i Estlands påstås at være isoleret. Men det fjerner ikke det økonomiske ansvar, da der var tale om en filial af moderselskabet.

En ansvarlig nedtrapning af bankens enorme balancesum på 3.761 mia. kr. er ikke påbegyndt.

Ved en aktiekurs på 72,10 (inklusive udbytte) er børsværdien 62 mia.kr. Den justerede egenkapital i solvensopgørelsen er til sammenligning på 133 mia. kr.

Konklusion:
Vejen ud af problemerne bliver lang og besværlig. Aktien er en overvejelse værd i kraft af den lavere vurdering end andre banker.

Jyske Bank: Kapitalkrav begrænser væksten

Jyske Bank rykkede for alvor opad i bankernes hierarki efter den gunstige overtagelse af BRFkredit i 2013. Realkredit er jo det afgørende produkt for privatkunder og har udgjort vækstmarkedet. Nu er den fest dog ved at ebbe ud, og det gælder for banken om at reducere risikoen ved at presse andelen af Flex-lån ned.

Den vigtigste konkurrent er reelt Nykredit i forholdet til lokalbankerne. Det nye NEP-krav er overraskende højt og vil begrænse væksten.

Egenkapitalforrentningen er faldet fra et niveau på 10 procent til 7,1 procent i 2019, og guidance lyder på kun 6 procent i år. Indre værdi er 434, og heldigvis opkøbes egne aktier i stedet for udbyttebetaling. Beløbet er dog reduceret for at kunne håndtere NEP-kravet. Ved kurs 175 handles aktien til en voldsom discount med et kurs/indre værdi forhold på 0,40. Banken er havnet i en uholdbar situation, der kræver konstruktiv handling fra ledelsens side.

Konklusion:
Langsigtet køb ud fra tillid til ledelsens evne til forandringer, der kan øge værdien.

Sydbank: Væksten er væk

Sydbank drives videre som før den eksistentielle krise i september, og aktiekursen er derfor atter under nedadgående pres. Indre værdi er på 179 efter udbytte. Børskursen på 93,2 giver et kurs/indre værdi på 0,52. Egenkapitalen blev sidste år forrentet med 7,5 procent og der skønnes samme niveau i år – før effekten af coronakrisen.

En indsats med opstramning og øget dynamik er indledt. Man har god dækning af kravene til kapital, og det giver handlefrihed med plads til vækst, men reelt har stagnationen bidt sig fast.

Konklusion:
Med lave aktienøgletal burde risikoen være lav, mens potentialet er indlysende. Aktien er derfor en langsigtet købsmulighed.

Spar Nord Bank: Ikke så ringe endda

Spar Nord Bank nyder godt af kundetilgang fra storbankerne. Aktiviteten voksede videre i 2019 med en fremgang på 10 procent. Hensættelser på udlån er minimale. Forrentningen af egenkapitalen (ROE) blev flot med 11,7 procent.

Marginalerne er under pres, konvertering af realkreditlån vil næppe blive stor i år og udgifterne stiger. Forrentningen af egenkapitalen påregnes kun at blive otte procent i år, men det passer med målet på syv til ni procent i 2022.

NEP-lån for 7 mia. kr. ventes optaget, og det indebærer en ekstra udgift. Banken tvinges til at optage obligationslån, der slet ikke er brug for i forretningen.

Udlånsomfanget er lavt i forhold til egenkapitalen, og det samme gælder derfor det individuelle solvenskrav. Aktiens indre værdi er 72, hvoraf 3,5 udbetales i udbytte. Kurs/indre værdi ved kurs 44 er justeret på 0,59 og P/E(20E) er 11. 

Konklusion:
Langsigtet køb.

Ringkjøbing Landbobank: Klassens duks, men også dyr

Ringkjøbing Landbobank har særstatus ved at fremvise en solid økonomi på alle punkter. Samtidig præsterer man støt fremgang i aktivitetsomfanget.

Styrken ligger i omkostningsprocenten, der er nede på 38. Nettogebyrer dækker over 3/4 af udgifterne! Der er ikke tale om finansiel superperformance, men om forsigtighed og sund fornuft. Risikoprofilen er nemlig lav med et individuelt solvenskrav på kun 9,3 procent.

Styrken afspejles naturligvis i børskursen, som ligger højt og flot med et kurs/indre værdi forhold på 1,80. Egenkapitalen forrentes med 13,2 procent efter skat og niveauet forventes fastholdt i 2020. Det kan altså godt lade sig gøre at tjene penge på at drive bank her i landet. 

Konklusion:
OK kvalitetsaktie med P/E-tal på 10,7. 

Lau Svenssen ejer aktier i Nordea og Jyske Bank.