01. januar 2009 kl. 00.00
8 gode råd om opsparing i investeringsbeviser
Dansk Aktionærforening har i mange år haft 10 gyldne råd for aktieinvesteringer, og de suppleres her med gode råd for opsparing i investeringsforeningsbeviser (fonde). De otte råd, som danskere med middel risikovillighed og en længere investeringshorisont med fordel kan overveje, er:
Af Dansk Aktionærforening

Lær at investere i aktier i InvestorSkolen >>

Forstå fagordene med InvestorOrdbogen >>

 

1) Køb altid de børsnoterede investeringsforeningsafdelinger

Køb altid børsnoterede investeringsbeviser. Du får de bedste handelspriser på børsmarkedet, hvor alle købs- og salgsinteresser mødes, og en fair handelspris fastsættes i markedet.

 

2) Overvej de brede investeringsafdelinger - pas på med specialafdelinger

Langt de fleste investorer, som sparer op i investeringsbeviser, ønsker en god og stabil, langsigtet opsparing. Ved at investere i de brede afdelinger, såsom en global aktieafdeling, får du en god spredning af dine investeringer på flere brancher/lande, hvorimod specialafdelinger kun er rettet mod én type aktier og derfor svinger mere i værdi.

 

3) Vær kritisk over for nye specialafdelinger - de er meget lønsomme - for sælgerne!

De introduceres ofte på toppen af et marked, dvs. efter aktierne eller obligationerne har givet et højt afkast. Hvor er den næste boble? (højrente) obligationer?

 

4) Kig på indeksbaserede afdelinger - det er svært at slå markedsafkastet

En indeksbaseret fond følger et givent aktieindeks slavisk, så fonden opnår et afkast, der er lidt lavere end aktieindeksets afkast: der er jo omkostninger ved at drive fonden. En aktiv fond forsøger derimod at udnytte porteføljeforvalternes viden til at opnå et afkast, som er højere end aktieindeksets afkast, men det lykkes kun for de færreste fonde.

 

5) Tjek foreningens historiske afkast - de er ingen garanti, men ofte en rettesnor for fremtiden

På hjemmesiderne www.morningstar.dk og www.investering.dk. kan du se, hvordan forskellige fonde har klaret sig over en årrække. Undgå fonde, som altid klarer sig dårligere end deres sammenlignelige marked (indeks eller benchmark), og pas på med fonde, hvor afkastet svinger meget. Vidste du, at ingen fond må sælge ud af sine beholdninger af værdipapirer i krisetider og ligge med pengene kontant - du skal derfor selv være parat til at sælge dine investeringsbeviser, hvis du mister troen på markedet.

 

6) Se på omkostningsprocenten - der kan være store forskelle

Omkostningerne i en investeringsfond går til blandt andet lønninger, husleje samt handelsomkostninger. Herudover betaler mange fonde en formidlingsprovision til banker for at sælge investeringsbeviserne. De samlede årlige omkostninger kan let svinge fra 0,5 procent til over 3 procent. Omkostninger nedsætter dit afkast, så jo lavere omkostningsprocent, desto mere afkast til dig.

 

7) Vær kritisk over for obligationsbaserede investeringsbeviser - det er som regel for dyrt

Du kan sagtens komme til at gå glip af en meget stor del af dit årlige afkast i administrationsomkostninger til investeringsforeningen. Der er ofte intet behov for at sprede sine obligationsinvesteringer på mange obligationer. Derfor: hvis din obligationsformue er større end 50.000 kr., så overvej at investere pengene i "rigtige" obligationer og vær kritisk mht. at benytte investeringsforeninger. Hvis du skal leve af renterne og udtrækningerne, bør du altid overveje at købe ”rigtige” obligationer.

 

8) Glem ikke skatten -  og hvad er mest fordelagtigt for dig - kursgevinster eller renter/udbytter?

Undersøg, hvordan du og investeringsforeningen beskattes, inden du køber. Du kan vælge mellem udbyttebetalende eller akkumulerende fonde. De akkumulerende fonde udbetaler ikke udbytte, så værdiudviklingen afspejles helt i fondens kurs modsat de udbyttebetalende fonde, hvor noget af værdistigningen udbetales som udbytte.

Ved investering for pensionsmidler er der ingen forskel på, hvordan du beskattes af henholdsvis udbyttebetalende og akkumulerende fonde.

Ved investering  for frie midler er den skattemæssige behandling dog forskellig. Her beskattes de akkumulerende fonde som kapitalindkomst (både for obligationsfonde og aktiefonde) og efter lagerprincippet, dvs. både urealiserede og realiserede gevinster beskattes. Man kan altså komme til at betale en skat uden at have fået midlerne til den gennem et salg.

 

Lær at investere i aktier i InvestorSkolen >>

Forstå fagordene med InvestorOrdbogen >>

 

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer