Ny liste: Se danskernes 10 aktiefavoritter i udlandet
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.
Selvom flere og flere danskere vælger at investere i aktier fra udlandet, er der fortsat mange, der holder sig til at investere i danske aktier.
Ifølge investeringsstrateg i Saxo Bank Oskar Barner Bernhardtsen, giver det god mening, at flere danskere føler sig mere trygge ved at investere deres penge i virksomheder, de føler, de kender bedre.
”Men vi frygter, at dette kan være en falsk tryghed, der på sigt kan betyde, at man som investor vil opnå et lavere potentielt afkast til en højere risiko,” skriver han.
LÆS OGSÅ:
Forvalter om dansk aktie: "Frygter, at de løber tør for penge"
Investerer man som investor kun i 2 eller 3 danske aktier, er man først og fremmest meget eksponeret til ét lands udvikling, Danmark, eksemplificerer han.
”Desuden bliver ens afkast dikteret af, hvordan meget få virksomheder klarer sig, og det kan betyde, at man i perioder vil få dårlige afkast selvom for eksempel verdensindekset stiger. Derfor anbefaler vi altid, at man som investor bør sprede sine investeringer, båder over lande og sektorer,” skriver han.
Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og se vores seneste tv-program med synspunkter om konkrete aktier. TV-programmet finder du over denne artikel.
I den forbindelse har han lavet en liste over de udenlandske aktier, som flest danskere har handlet med på Saxo Bank i de seneste tre måneder.
Oskar Barner Bernhardtsen har ligeledes knyttet en kommentar til hver af aktierne herunder.
1: Tesla Inc.
De fleste danskere kender Tesla for deres biler, og lige så mange kender Elon Musk, personen bag virksomheden. Der er ingen tvivl om, at danskerne har taget Tesla-aktien til sig, men det har desværre ikke været en særlig god investering i 2024, hvor aktien er nede over 32 procent. Grunden til den faldende aktiekurs, har været Teslas vækst, der er dalet markant sammenlignet med for et par år siden. Dog holder mange fast i deres investering i en tro på, at Tesla kan blive førende indenfor selvkørende biler i fremtiden,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
2: NVIDIA corp.
”Man kalder NVIDIA for AI-aktien over dem alle. NVIDIA-aktien har klaret sig fantastisk siden starten af 2023, da efterspørgslen efter virksomhedens grafikkort er steget eksplosivt i takt med, at andre virksomheder investerer i kunstig intelligens. Forventningerne til aktien er meget høje, og det er investorernes store risiko, at virksomheden ikke kan leve op til dem. Dog er aktien oppe med 81,5 procent i 2024,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
3: Rheinmetall AG
”Den tyske forsvarsaktie, der blandt andet producerer tanks og ammunition, er virkelig blevet en aktie danskerne har taget til sig i de seneste måneder. Flere har købt forsvarsaktien i en tro på, at højere Europæiske forsvarsbudgetter kommer til at give store overskud til virksomheder som Rheinmetall de næste mange år. Risikoen er, at vækstforventningerne naturligt nok er kommet en del op det sidste år, og derfor vil skuffelser også ramme aktiekursen hårdt,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
4: Saab AB
”På samme måde som Rheinmetall, er Saab blevet en populær aktie blandt danskerne. Argumentet er det samme som ved Rheinmetall. Investorerne køber ind i aktien i en tro på, at forsvarsbudgetterne kommer til at stige markant i Europa de næste år, og efter Sveriges medlemskab af NATO, kan det ligeledes betyde markant vækst for den svenske våbenproducent,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
5: Super Micro Computer
”En af de aktier, der har klaret sig bedst i det amerikanske SP500 indeks i 2024. Super Micro Computer leverer serverløsninger til b.la. datacentre, der bruges indenfor udviklingen af kunstig intelligens. Bl.a. bruger Super Micro Computer, NVIDIAs chips i deres produkter, og derfor ligner vækstforventningerne til de to aktier meget hinanden, og er begge i kategorien kunstig intelligens,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
6: Microsoft Corp
”Et navn de fleste danskere kender, som nu er blevet verdens mest værdifulde børsnoterede selskab med en markedsværdi på over 3.000 milliarder dollars. Virksomheden beskæftiger sig med software som Windows og officepakken, som vi alle kender, og er ligeledes blevet en global ledende spiller på kunstig intelligens og cloudløsninger. Vil man eksponere sig til IT-sektoren som investor, er det svært at komme uden om Microsoft,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
7: iShares Core S&P 500 (Acc) UCISTS ETF
”Er egentlig ikke en ”aktie” men en ETF, der indeholder de 500 aktier, der indgår i det amerikanske SP500 indeks. Den populære ETF vælges typisk af investorer, der ønsker at sprede deres investeringer og få eksponering til amerikanske aktier, uden at skulle vælge et par specifikke virksomheder. Derfor kan netop denne ETF være god, hvis man som investor har lagt alle sine investeringer i et par enkelte danske aktier, men man samtidig ønsker mere spredning i porteføljen på en simpel måde,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
8: Advanced Micro Devices Inc.
”Også kendt som AMD, er på mange måder en virksomhed der minder om NVIDIA, og som også producerer GPU’er eller grafikkort til brug i bl.a. kunstig intelligens. Dog lader det ikke til, at AMDs produkter er helt lige så efterspurgt som NVIDIAs, og det kan være hovedgrunden til, at aktien ’kun er oppe med 3 procent i 2024 frem for NVIDIAs +81 procent. Dog kan AMD i fremtiden vise sig som en seriøs konkurrent til NVIDIA, når det kommer til udviklingen af chips til kunstig intelligens. Derfor giver det god mening, at AMD sniger sig ind i top-10 over de mest populære udenlandske aktier blandt danskerne,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
9: Apple Inc.
”En virksomhed som alle danskere har hørt om, der selvfølgelig producerer iPhones, Mac-computere, men som ligeledes er blevet meget store på softwaresalg, der inkluderer iCloud og App store. Aktien har tidligere været væsentlig mere populær blandt danskerne, men lavere indtjeningsvækst og et kursfald på næsten 5 procent i 2024 har gjort, at Apple er røget lidt ned på popularitetslisten. Dog genererer virksomheden meget store pengestrømme til aktionærerne og har netop lanceret det største tilbagekøb af egne aktier nogensinde i verdenshistorien. Derfor kan Apple stadig være en god kandidat for danske investorer, der ønsker at investere ud over Danmarks grænser,” skriver Oskar Barner Bernhardtsen.
10: MicroStrategy
Er på mange måder en aktie der følger udviklingen i prisen på Bitcoin. Virksomheden leverer officielt bl.a. software til kunstig intelligens, men den helt store værdidriver i virksomheden er de mange bitcoins, som MicroStrategy ejer. Derfor er denne aktie bestemt en af de mere risikable at investere i på denne top-10 liste, men det er samtidig også en interessant investering, man som investor kan se nærmere på, hvis man ønsker en indirekte eksponering til Bitcoin og krypto uden at investere i kryptovaluta selv. Aktien er i år steget med næsten 87 procent, men på grund af den store korrelation til Bitcoinprisen, er aktien yderst risikabel i øjeblikket.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.