Det har været et travlt år for de private danske investorer og deres interesseorganisation, Dansk Aktionærforening, som oplever en stærk fremgang i antallet af nye medlemmer.
”Vi har plads til mange flere og forventer at runde 15.500 medlemmer inden årets udgang. Alt tyder på, at udviklingen fortsætter i 2021, hvor vi regner med et nyt rekordår for antal indmeldelser,” udtaler Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, og uddyber: ”Aktietips og onlinekurser er populært som aldrig før. Samtidig er det blevet vigtigere for mange, at deres stemme bliver hørt i debatten – både hos selskaber og politikere”
Stærke medieprofiler i bestyrelsen
Dansk Aktionærforening har også oprustet sin bestyrelse med stærke profiler.
Den tidligere DR-vært, USA-korrespondent og forfatter, Torsten Jansen, er udpeget til næstformand, og skal sammen med bestyrelsesformand Ole Søeberg udvikle foreningen strategisk i de kommende år.
Samtidig er en af de stærke stemmer på investeringsscenen, den kendte radiovært Bodil Gantzel fra Millionærklubben, blevet valgt til bestyrelsen.
”Med Torsten Jansen som næstformand og Bodil Gantzel i bestyrelsen har vi fået to stærke ressourcer ombord, som hver på deres måde kan bidrage til, at Dansk Aktionærforening fortsætter med at være både relevant og aktuel i debatten,” siger bestyrelsesformand Ole Søeberg.
Bodil Gantzel afløser i bestyrelsen den tidligere, mangeårige bestyrelsesformand, Niels Mengel, mens konsulent Johan Winther Christensen afløser Flemming Kjærulf, der også takker af efter mange år som aktiv i bestyrelsen og i foreningens frivillige arbejde
Pressekontakt
Mikael Bak, direktør for Dansk Aktionærforening
22 22 70 22 - mb@shareholders.dk
Fakta om Dansk Aktionærforening
- Dansk Aktionærforening blev stiftet i 1984.
- Foreningen har fysisk til huse på Amagertorv i København og digitalt på www.shareholders.dk.
- Aktuelt har foreningen godt 15.250 medlemmer og 25.000 nyhedsbrevsmodtagere.
- 15 lokalforeninger rundt omkring i landet og fire lokalafdelinger af ”Unge Aktionærer” tilbyder events, aktieklubber og virksomhedsbesøg.
- Foreningen udsender ni gange årligt aktiemagasinet, Aktionæren, samt årligt mere 200 uvildige aktietips, guides, interviews og meget mere.
- Foreningens tilbyder en lang række interessante uddannelser på InvestorSkolen med kurser over hele landet for både nye og erfarne investorer. Siden corona-epidemien brød ud har mere end 4000 kursister deltaget på onlinekurser.
- De seneste kurser ”Ny på aktiemarkedet” har været overtegnet flere gange. Op mod 2/3 af alle tilmeldte har været kvinder.
- Dansk Aktionærforening afholder hvert år i uge 46 InvestorUgen med fokus på dansk investorkultur og børsnoterede danske virksomheder.