25. marts 2019 kl. 00.00
Ny formand for Dansk Aktionærforening
De danske investorer får ny mand i spidsen for bestyrelsen, når den erfarne Ole Søeberg overtager formandsposten efter foreningens mangeårige formand, Niels Mengel.
Pressemeddelelse

Dansk Aktionærforening har fået ny bestyrelsesformand. Valget er faldet på Ole Søeberg, som har siddet i bestyrelsen siden maj 2018, og har haft tæt samarbejde med foreningen ved flere lejligheder over de sidste 20 år.

 

Ole Søeberg er en engageret investor og har foruden bestyrelsesposten i Dansk Aktionærforening tre andre bestyrelsesposter i bagagen. Professionelt har han mere end 30 års investeringserfaring, som er opnået gennem 15 år i investeringsbanker som Carnegie og Alfred Berg, 11 år som Investor Relations-direktør i TDC og Tryg samt 6 år som investeringsdirektør og porteføljeforvalter i Skagen Fondene i Norge.

 

”Jeg er kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg gerne deler ud af min erfaring. Efter mange år på aktiemarkedet – både privat og professionelt – føler jeg, at jeg har ballasten til at inspirere og lede foreningen samt at bidrage til yderligere professionalisering af foreningen” siger Ole Søeberg.

Den nye formand håber at kunne gøre danske investorer til de bedste i verden

Ole Søeberg har store ambitioner for Dansk Aktionærforening. Foreningen skal være med til at skabe de bedste investorer i verden.

 

”Grundlaget for, at danske investorer kan blive blandt verdens bedste, er bestemt til stede. Danmark har supergode selskaber, og de sidste ti års flotte aktieafkast har generelt øget interessen for investering. Men det kræver uddannelse, viden og sparring at være – og forblive – en god investor,” siger Ole Søeberg og fortsætter:

 

”De sidste ti års aktiemarked har stort set været i smult vande, og mange har ikke prøvet en stor storm. Dansk Aktionærforening har en vigtig rolle at spille i at øge forståelsen af afkast og risiko samt bidrage til gennemsigtighed, ordentlighed og dygtighed – både i de selskaber, der investeres i, og i investeringsdisciplinen. Dansk Aktionærforening har i dag godt 13.000 medlemmer og mange ildsjæle, men jeg ved, at der findes mere end 100.000 aktive investorer i Danmark, så potentialet for foreningen er stort”

Aktionærforening i offensivt strategiskifte

Formandsskiftet faldet godt i tråd med den udvikling, foreningen har været igennem siden efteråret 2018, hvor Mikael Bak blev ny direktør for Dansk Aktionærforening og foreningens repræsentantskab blev suppleret med flere nye ansigter.

 

Foreningen er i gang med et større strategiskifte med fokus på at skabe mere værdi for medlemmerne og ramme nye målgrupper.

 

Siden årsskiftet har foreningen fået mere end 500 nye medlemmer, så de nye takter ser ud til at vække genklang i befolkningen.

Niels Mengel takker af efter ti år som formand

Niels Mengel har været formand for foreningen siden 2009. Han har i de ti år været med til at rykke foreningen fra at være en mindre forsamling investorer til den dagsordensættende forening, vi kender i dag.

 

Den afgående formand er meget tilfreds med valget af Ole Søeberg som sin efterfølger, og han ser frem til at støtte foreningen også fremover. Niels Mengel fortsætter i Dansk Aktionærforenings bestyrelse og vil også fremover spille en rolle i forbindelse med flere af foreningens aktiviteter.

 

Om Ole Søeberg (Fakta) 

Ole Søeberg er uddannet som cand. merc. i finansiering og international management fra Copenhagen Business School i 1987. I 1980’erne var han med til at etablere det uafhængige analyseselskab Dansk Aktie Analyse. Fra midten af 1980’erne var han ansat som analytiker, børsmægler og porteføljeforvalter i Privatbanken, Carnegie og Alfred Berg. Derefter 11 år som Investor Relations-direktør i teleselskabet TDC og forsikringsselskabet Tryg, og fra 2011 til 2017 som investeringsdirektør og porteføljeforvalter i Skagen Fondene i Norge.

Ole Søeberg er bosat i København, er gift og er far til tre voksne børn.

Om Dansk Aktionærforening (Fakta)

  • Dansk Aktionærforening blev stiftet i 1984.
  • Foreningen har fysisk til huse på Amagertorv 9 i København og digitalt på www.shareholders.dk.
  • Aktuelt har foreningen godt 13.000 medlemmer – og 20.000 nyhedsbrevsmodtagere.
  • 15 lokalforeninger rundt omkring i landet og fire lokalafdelinger til unge aktionærer (under 30 år). Her kan medlemmerne blandt andet deltage i spændende arrangementer, besøge børsnoterede selskaber og samles i aktieklubber.
  • Foreningen udsender årligt 9 trykte magasiner og 52 digitale nyhedsbreve med uvildige aktieanalyser, guides, interviews og meget mere.
  • Foreningens kursus-virksomhed InvestorSkolen holder over hele landet kurser for både nye og øvede investorer.
  • Foreningen afholder desuden en række interessante investerings-events hvert år under navnet InvestorDagen, hvor private investorer møder børsnoterede selskaber, uvildige rådgivere, finansielle virksomheder og aktieanalytikere.

 

Pressekontakt

Ole Søeberg, formand for Dansk Aktionærforening
40 30 00 04
olesoeberg@hotmail.com

 

Mikael Bak, direktør for Dansk Aktionærforening
22 22 70 22
mb@shareholders.dk

 

Pressefotos af Ole Søeberg og Mikael Bak finder du på:
http://www.shareholders.dk/dansk-aktionaerforening/102404/pressekontakt-og-pressebilleder 

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Hvordan skal
fremtidens DAF se ud?

Vil du have indflydelse på Dansk Aktionærforenings arbejde? Har du gode ideer til nye aktiviteter i foreningen? Vil du også gerne være med til at bestemme, hvem der skal sidde i bestyrelsen?

 

Repræsentantskabet er foreningens højeste myndighed, der er snart valg og du kan stille op nu.


Stil op her inden den 15. november

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer