29. oktober 2019 kl. 11.14
Regler for udbytteskat i Europa og Nordamerika
I Aktionæren nummer 1/2019 bragte vi første del af foreningens store guide om udenlandsk udbytteskat. Den beskrev reglerne i Norden. Her kommer anden og sidste del af guiden – denne gang med reglerne i Europa og Nordamerika.
Af Jørn Nielsen, journalist og redaktør

Herunder er reglerne for udbytteskat i de vigtigste markeder i Europa og Nordamerika.

Her er et link til guiden om udbytteskat i Norden.

Tyskland:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 26,375 procent.
Mulighed for refusion: Ja, 11,375 procent.

 

Virksomheder med hovedsæde i Tyskland trækker automatisk 26,375 procent i skat, når de udbetaler udbytte. Men Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Tyskland, og den følger de almindelige regler. Derfor skal du kun beskattes med 15 procent af dine udbytter.
Differencen på 11,375 procent kan du søge om at få refunderet ved at udfylde en blanket, få den påtegnet af Skat i Danmark og sende papirerne til de tyske skattemyndigheder sammen med de relevante udbyttenotaer.


De tyske myndigheder accepterer stadig også, at det er din bank – i stedet for de danske skattemyndigheder - der udsteder en erklæring om, at du er bosat og skatteborger i Danmark. Erklæringen kaldes på dansk en ’bankerklæring’ (på tysk: Steuerbescheinigung). Adressen, du skal sende papirerne til, er:
Bundesamt für Finanzen
D-53221 Bonn
Deutschland


Bemærk, at der kan gå omkring et år, inden de tyske myndigheder har behandlet din sag og er klar til at udbetale de penge, du har ret til.
Formularen, du skal udfylde, hedder ”Antrag auf (Teil-)Freistellung von der deutschen Abzugsteuer auf Kapitalerträge …”

Reglerne og formularen finder du på skattemyndighedernes hjemmeside: www.bzst.de

Frankrig:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 30 procent.
Mulighed for refusion: Næppe.

 

Virksomheder med hovedsæde i Frankrig trækker automatisk 30 procent i udbytteskat.

 

Danmark havde tidligere en dobbeltbeskatningsaftale, men den er opsagt og gælder ikke længere. Den sikrede ellers, at du kun skulle betale 15 procent og derfor kunne søge om at få 15 procent retur. Det kan du stadig godt prøve, men da der ikke længere findes en dobbeltbeskatningsaftale, du kan henvise til, er du helt i de franske skattemyndigheders vold. I givet fald er det blanketterne 5000 og 5001 (versioner på engelsk: 5000-EN og 5001-EN).

 

Guiden til at udfylde blanketterne hedder 5000NOT-EN.


Selvom Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsaftale, vil det udbytte, du har betalt i Frankrig, indgå i din danske skatteberegning, hvis din mægler har indberettet udbyttebetalingen til Skat i Danmark.

Holland:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 15 procent.
Mulighed for refusion: Nej.

 

Virksomheder med hovedsæde i Holland trækker normalt 15 procent i skat, når de udbetaler udbytter, og det svarer til det, som dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Holland tilsiger. Derfor er der intet at søge tilbage.

 

Reglerne findes på hjemmesiden for de hollandske skattemyndigheder:

 

www.business.gov.nl

Italien:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 26 procent.
Mulighed for refusion: I princippet ja, 11 procent.

 

Lad det være sagt med det samme: Italien er kendt for at være et af de lande, hvor det er sværest at få for meget betalt udbytteskat retur. Sagsbehandlingen er langsommelig, og blanketter/regler findes normalt kun på italiensk.


Men virksomheder med hovedsæde i Italien trækker normalt 26 procent i udbytteskat, og Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Italien. Den følger de almindelige regler, så du kun skal betale 15 procent i udbytteskat. Det resterende beløb, altså 11 procent, kan du søge om at få retur. Dog er der en regel om, at de italienske skattemyndigheder i nogle tilfælde må trække 1,2 procent ekstra i udbytteskat fra borgere i et andet EU- eller EØS-land.


Blanketterne, du skal udfylde, findes på hjemmesiden (her den engelsksprogede):

 

www.agenziaentrate.gov.it/wps/portal/english/

 

Den relevante skattemyndighed er:
Centro Operativo di Pescara
Via Rio Sparto, 21
65100 Pescara
Italien

Mailadresse: cop.pescara@agenziaentrate.it

 

De italienske skattemyndigheder anbefaler, at man bruger den formular, der gælder Storbritannien (UK) og så ændrer i teksten med kuglepen, så den passer til Danmark. Blanketten hedder R/GB.-I/1.
Fordi det er så svært at få penge retur fra Italien, kan det være en stor fordel at sende papirerne anbefalet og gerne have en kontaktperson, som papirerne sendes til.

Storbritannien:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 0 eller 7,5/10 procent.
Mulighed for refusion: Nej.

 

I Storbritannien er der en skattefri bundgrænse for udbytteskat. Nye regler trådte i kraft i april 2016. Derfor vil du normalt ikke længere opleve, at virksomhederne trækker skat af dit udbytte. Hvis de trækker skat, vil skattetrækket normalt være 7,5/10 procent.


Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Storbritannien, og den følger de almindelige regler, så det er kun, hvis der er trukket mere end 15 procent i udbytteskat, du kan søge om at få penge retur.

 

Hjemmesiden med reglerne er:


www.gov.uk/tax-on-dividends

Schweiz:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 35 procent.
Mulighed for refusion: Ja, 20 procent.

 

Virksomheder i Schweiz trækker normalt 35 procent i udbytteskat, når de udbetaler udbytte. Men Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Schweiz, og den følger de almindelige regler. Du skal derfor kun betale 15 procent i udbytteskat. Differencen på 20 procent kan du søge om at få retur.


Blanketten, du skal udfylde, hedder ”Claim for Refund 89”.

 

Adressen til skattemyndighederne i Schweiz er:


Eidgenössische Steuerverwaltung
Eigerstrasse 65
CH-3003 Bern
Schweiz


For at kunne udfylde blanketten skal du downloade software fra de schweiziske skattemyndigheder. Men den findes på hjemmesiden og er gratis.

 

De schweiziske skattemyndigheder kræver dels kopier af dine udbyttenotaer, dels en særlig Tax Voucher, der skal udfyldes af din depotbank. Her skal banken skrive under på, at det beløb, banken har opkrævet i udbytteskat, også er indbetalt til de schweiziske skattemyndigheder.


Denne Tax Voucher må du bede om hos din depotbank. Uden en Tax Voucher får du ikke udbytteskatten refunderet.

 

Hjemmeside med regler og link til formular er: www.estv.admin.ch

Irland:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 20 procent.
Mulighed for refusion: Ja, 5 procent.

 

Virksomheder med hovedsæde i Irland trækker normalt 20 procent i skat, når de udbetaler udbytter. Men Danmark og Irland har en dobbeltbeskatningsaftale, der følger de almindelige regler, så du skal kun betale 15 procent i udbytteskat. Du kan altså søge om at få 5 procent retur.

 

Reglerne for refusion finder du på det irske skattevæsens hjemmeside:


www.revenue.ie.


Formularen, du skal udfylde, hedder DWT Claim Form 1.

Spanien:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 21 procent.
Mulighed for refusion: Næppe.

 

Danmark har tidligere haft en dobbeltbeskatningsaftale med Spanien, der sikrede, at danske skatteborgere kun skulle betale 15 procent i udbytteskat, men den er opsagt og gælder ikke længere. Derfor er det reelt de spanske skattemyndigheder, der afgør, om de stadig vil refundere de 6 procent, som den opsagte aftale gav mulighed for.


Desuden er der det specielle ved Spanien, at anmodningen om refusion ikke skal sendes til de spanske skattemyndigheder, men til en lokal agent (gestoria), som behandler anmodningen og videregiver den til skattemyndighederne. For dette arbejde har den lokale agent ret til at opkræve et gebyr, du skal betale. Ofte vil det derfor ikke kunne betale sig at søge refusion.


Men hvis du vælger at søge, er det formular nummer 210, du skal udfylde. Den findes kun på spansk (som pdf). Du kan søge for de sidste fire år.


Sammen med en attest på, at du er skatteborger i Danmark, og dine udbyttenotaer sendes den til en af de lokale agenter - for eksempel til:

 

Gestoria Mingot
C/Principe de Vergara 56, 4 Derecha
28006 Madrid
Spain

 

Mailadresse: gesmingot@gestores.net
Hjemmeside: www.gesmingot.com

USA:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 30 procent.
Mulighed for refusion: Ja, 15 procent.

 

Virksomheder med hovedsæde i USA trækker normalt 30 procent i udbytteskat, når de udbetaler udbytter. Men Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med USA, og den følger de normale regler, så du skal kun betale 15 procent. De resterende 15 procent kan du søge om at få retur.


Hvis du har tænkt dig at være aktionær i det amerikanske selskab i længere tid, kan du udfylde en formular – W-8BEN – og sende den til selskabet. Så vil du kun blive trukket 15 procent i udbytteskat, når selskabet i fremtiden udbetaler udbytter.

 

Hvis du skal søge om at få for meget betalt udbytteskat retur, er det formularen 1040NR, du skal udfylde. På formularen er der link til anvisningen i, hvordan den skal udfyldes.

 

Hjemmeside: www.irs.gov

Canada:

Udbytteskat: Virksomhederne trækker 25 procent.
Mulighed for refusion: Ja, 10 procent.

 

Virksomheder med hovedsæde i Canada trækker normalt 25 procent i udbytteskat, når de udbetaler udbytter. Men Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med Canada, og den følger de normale regler, så du skal kun betale 15 procent. De resterende 10 procent kan du søge om at få retur.


Hvis du har tænkt dig at være aktionær i det canadiske selskab i længere tid, kan du udfylde en formular – NR301 – og sende den til selskabet. Så vil du kun blive trukket 15 procent i udbytteskat, når selskabet i fremtiden udbetaler udbytter.


Hvis du skal søge om at få for meget betalt udbytteskat retur, er det formularen NR7-R, du skal udfylde.

 

Hjemmeside: www.canada.ca/en

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her
Investorviden: Se alle 10 afsnit af Aktionærerne, hvor vi går tæt på de private investorers rejse gennem et historisk Corona-forår.

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmarks bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 7/2020
    6.-9. oktober
  • Aktionæren 8/2020
    9.-12. november
  • Aktionæren 9/2020
    15.-18. december

 

 

 

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: