04. juni 2020 kl. 15.17
Aktieligaen: Foråret afsluttet med kursfest
Den seneste måneds gode takter på aktiemarkedet har overordnet set bragt flotte stigninger til Aktieligaen. To hold skiller sig ud. Se hvilke her.
Af Annette Mors-Arvidsen, journalist og webredaktør

 

Gynger og Karruseller holder fortsat fast i deres førsteplads, og de har endda ved denne status øget forspringet til andenpladsen en anelse.

 

Holdets strategi med at satse på aktier med stort potentiale – og dertilhørende stor risiko – viser sig dermed endnu engang som en vinderstrategi. Men holdets talsmand, Bjarne Borbjerg Jakobsen, indrømmer også, at strategien nok egner sig bedre til Aktieligaen end til den virkelige verden: ”Vi risikerer meget for at få førstepladsen. Den strategi turde vi nok ikke have, hvis det var vores egen portefølje.”

 

Også Aktieligaens toer, Bulls-Eye fra København Nord, og treer, Aktieklub Fredericia Speed, holder fast i deres pladser, selvom månedens afkast her ligger i den nedre ende med hhv. 2,9 procent og minus 1,4 procent.

 

Fynske Odin rykker op på fjerdepladsen i kraft af månedens flotteste stigning på hele 19,3 procent. Og DAF Roskilde Aktieklub 3, der ”kun” indkasserede 7,6 procents stigning, må derfor se sig skubbet ned på en femteplads.

 

Nede i feltet springer Hitta Kursvinnara DK fra Københavns Vestegn op fra en 17. til en 14. plads ved hjælp af hele 15,3 procents stigning, så retningen mod top-ti er sat. Holdets navn henviser til det aktieanalyseprogram, Hitta Kursvinnara, som de bruger til at udvælge investeringerne efter. Programmets investeringsunivers er begrænset til danske, svenske og finske aktier samt First North, Spotlight Stock Market og NGM Equity.

 

Holdet vælger samlet, hvilke aktier der skal indkøbes, men på grund af corona kunne de ikke mødes sidste gang. Men det fandt holdet en kreativ løsning på: ”Vi lavede en online afstemning, om hvilke fire aktier, vi skulle købe for de sidste kontanter, vi havde i kassen, efter det hele var faldet, og aktierne var på vej op. Afstemningen faldt ud til fordel for Netcompany, ALK, Vestas og The Drilling Company. Og det har vi ikke fortrudt,” fortæller holdets talsmand Dennis Simonsen.

 

Månedens store vindere er dermed Odin og Hitta Kursvinnara DK, og de beviser med alt tydelighed, at intet er afgjort endnu med fire måneder tilbage af konkurrencen.

 

Er du i tvivl om reglerne?

Nogle hold har tilsyneladende misforstået, hvad porteføljerne i Aktieligaen må indeholde. Reglerne er klare. Se dem i boksen herunder.

 

Regler for Aktieligaen

Konkurrencens periode:
Konkurrencen løber mellem 1. oktober 2019-30. september 2020.

 

Hvad kan vi investere i?:
Alle danske og udenlandske aktier uden gearing.

 

Får vi udbetalt udbytte?:
Nej, så husk at tage dette i betragtning, når I lægger jeres strategi.

 

Spredning:
For at opnå en spredning, må der indledningsvis ikke placeres mere end 20% i samme værdipapir.

 

Deling af jeres strategi:
Som en del af foreningens dækning af konkurrencen får vi indsigt I de deltagendes holds portefølje, og vil bruge dette som udgangspunkt for artikler i Aktionæren. Dit hold skal derfor være forberedt på at dele jeres strategi med resten af Dansk Aktionærforening hvis I bliver spurgt.

 

Kilde: aktieliga.dk

 

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer