14. september 2012 kl. 00.00
Jyske Bank smyger sig uden om gigant-erstatning til investorer
Over 400 millioner kroner har Jyske Bank sparet ved at trække en skandalesag i langdrag - så langt, at de fleste investorer nu går glip af erstatning. Kun cirka 1.500 ud af 10.000 investorer har klaget i tide og kan få erstattet 80 procent af deres tab efter en lang kamp, hvor Forbrugerombudsmanden måtte spille med musklerne.
Af Nicoline Kjelland
Denne side stammer fra vores gamle hjemmeside og kan derfor se lidt underlig ud, mangle billeder etc. Hvis du støder på noget, som gør det svært at læse indholdet, så skriv gerne til webmaster@shareholders.dk
1.500 investorer, der tabte 80 procent af deres penge på, hvad de troede var en lavrisiko-investering i Jyske Invest, får nu langt om længe erstattet størstedelen af deres tab. Det er resultatet af en aftale mellem Forbrugerombudsmanden, Jyske Bank og "Foreningen af investorer i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer".
 
Men andre 8.500 investorer, som tabte lige så meget på samme produkt, står tilbage med håret i postkassen: De 8.500 investorer har endnu ikke opdaget, at de har tabt en formue, eller har opgivet at klage over banken - og da banken har trukket sagen i langdrag ud over forældelsesfristen, får disse investorer ikke en krone.
 
Aktionærforening: Jyske Bank slipper alt for billigt
Formand for Dansk Aktionærforening Niels Mengel kan godt se den juridiske mening i forliget. Men han mener samtidig, at det lange sagsforløb er dybt kritisabelt.
 
"Det er selvfølgelig positivt, og helt rimeligt, at Jyske Bank er gået med til at betale erstatning. Men samtidig er det dybt kritisabelt - ja, nærmest lusket - at man venter så længe med et forlig, at forældelsesfristen er indtrådt. Den manøvre efterlader en langt større del af investorerne uden mulighed for erstatning end de, der får," siger Niels Mengel og fortsætter:
 
"Det er dog en dobbeltsidet sag, for som investor bør man altid være opmærksom på omstændighederne omkring ens investeringer, herunder om der er mulighed for at få noget igen, når det går galt. Og der har jo ikke været mangel på medieopmærksomhed i denne sag. Så mange flere investorer burde have reageret. Jyske Bank er sluppet alt for billigt."
 
"Lavrisiko"-investering tabte næsten alt
Sagen drejer sig om investeringsforeningen "Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer". Jyske Bank og Jyske Invest markedsførte blandt andet investeringsforeningen som en investering med mindre risiko end investering i aktier og "en god mulighed for dig, hvis du i perioder frygter generelle kursfald på aktie- og obligationsmarkedet".
 
Men investeringsforeningen byggede på gearing (belåning) af investeringerne på op til 25 gange det indskudte beløb. Og da finanskrisen ramte, måtte investeringsforeningen undvige en konkurs ved at realisere et tab på 80 procent af formuen på en milliard kroner gennem investeringer i realkreditobligationer.
 
Efter et langt sagsforløb tilbyder Jyske Bank nu kompensation til de investorer, der nåede at klage over deres tab inden forældelsesfristen. Men trods stor medieomtale - herunder gentagne opfordringer i Aktionærens Nyhedsbrev - var det kun 1.100 af de 10.000 investorer, som nåede at melde sig ind i investorforeningen, og yderligere 300-400, der nåede at klage på anden vis inden for fristen.
 
Ifølge en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden tilbyder Jyske Bank nu at betale kompensation af 80 procent af kurstabet, svarende til 80 procent af forskellen mellem den enkelte investors faktiske købs- og salgspris for produktet. Men altså kun til de cirka 1.500 investorer, der har klaget i tide.
 
Jyske Bank: Vi har lukket hullet
Har man ikke tidligere klaget, mener forbrugerombudsmand Henrik Øe, at løbet er kørt:
 
"Vi må jo se på det, hvis der er nogen, der melder sig på den bane. Men der er jo gået ganske lang tid nu, så der er stor sandsynlighed for, at kravet er forældet, hvis man som investor ikke har gjort noget aktivt," siger han til Børsen Finans.
 
Heller ikke Jyske Bank foventer at skulle punge yderligere ud.
 
"Det er min forventning, at det ikke fremadrettet vil påvirke banken økonomisk negativt ud fra de informationer, vi har lige nu," siger Jyske Banks administrerende direktør, Anders Dam, til Børsen Finans.
 
I Jyske Banks årsregnskab for 2012 har banken kalkuleret med et tab på 229 millioner kroner i sagen. Penge, der skal gå til investorerne som erstatning. Men investorerne har samlet tabt 800 millioner kroner, og eftersom kompensationen lyder på 80 procent af kurstabet, ville Jyske Bank altså skulle betale 640 millioner kroner i erstatning, hvis alle investorerne havde klaget.
 
Anbefaler investorer at acceptere tilbud
Forbrugerombudsmand Henrik Øe er i dag tilfreds med forliget.
 
"Jeg er meget tilfreds med, at investorerne nu tilbydes en kompensation i den størrelsesorden, og dermed ikke skal vente på domstolsafgørelser et godt stykke ude i fremtiden. Jeg mener, at det er et fair tilbud i lyset af den procesrisiko, der trods alt er i sager af denne karakter. Derfor kan jeg også anbefale investorerne at acceptere tilbuddet", siger han i pressemeddelelsen.
 
På trods af forliget holder Jyske Bank stadig fast i, at der ikke er begået fejl. Alligevel er direktør Anders Dam glad for, at sagen kan gå uden om retten.
 
"Jeg vil gerne anerkende, at Forbrugerombudsmanden har taget initiativ til at finde en løsning, og at han anbefaler investorerne at acceptere tilbuddet om kompensation fra Jyske Bank. Det er fortsat bankens opfattelse, at der ikke generelt er begået ansvarspådragende fejl, men i lyset af procesrisikoen og udsigten til langvarige sagsforløb har vi imidlertid besluttet at medvirke til en løsning, ikke mindst af hensyn til bankens aktionærer, kunder og medarbejdere," siger Anders Dam i pressemeddelelsen.
 
Også hos "Foreningen af Investorer i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer", der med sine 1.100 medlemmer står bag et gruppesøgsmål mod Jyske Bank, støtter man op om bankens tilbud.
 
"Investorforeningen er naturligvis meget tilfreds med, at medlemmerne nu tilbydes en kompensation i den angivne størrelsesorden, og det er vores opfattelse, at det er et fair og seriøst alternativ til, at medlemmerne skulle afvente et langt sagsforløb," siger Henrik Puggaard, der er advokat for "Foreningen af Investorer i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer", ifølge pressemeddelelsen.
 
Flere betingelser for erstatning
Jyske Banks tilbud er betinget af en række forhold, som alle skal opfyldes. Det drejer sig om følgende overordnede betingelser:
 
1) Investorforeningen skal opløse sig selv på en generalforsamling, og foreningens gruppesøgsmål mod Jyske Bank og Jyske Invest skal bortfalde.
 
2) Forbrugerbrugerombudsmandens søgsmål mod Jyske Bank skal hæves. Det kræver, at de sagsøgere, som Forbrugerombudsmanden repræsenterer, kan acceptere tilbuddet.

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmark bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 6/2019
    19.-23. august
  • Aktionæren 7/2019
    30. september - 4. oktober
  • Aktionæren 8/2019
    4.-8. november
  • Aktionæren 9/2019
    9.-13. december

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: