01. november 2017 kl. 00.00
Dansk Aktionærforening kårer Degiro som Årets Børsmægler
PRESSEMEDDELELSE: Tilfredse kunder, en velfungerende handelsplatform og meget lave priser. Det er de tre vigtigste forklaringer på, at Årets Børsmægler 2017 er hollandske Degiro.

 

Medlemmerne af Dansk Aktionærforening kårer hvert år årets bedste børsmægler. De seneste otte år har Nordnet vundet titlen, men i år peger medlemmerne på hollandske Degiro.

 

Den årlige kåring består af to dele. Karaktererne fra en stor medlemsundersøgelse tæller 50 procent. Her uddeler medlemmerne karakterer for brugervenlighed, driftsstabilitet, overblik, rådgivning m.m. 

 

De sidste 50 procent gives for en række objektive kriterier som depotgebyrer, handelsomkostninger, adgang til børsen i hele verden og adgang til gratis analyser.

 

Nordnet har stadig de mest tilfredse brugere (86 procent) med Degiro på en klar andenplads (85 procent). Men da Degiro samtidig er klart bedst på de objektive kriterier, løber Degiro med den samlede sejr. (Se vedhæftede skemaer).

 

Nordnet og Saxo Privatbank deler andenpladsen.

 

Resultatet af årets kåring offentliggøres i magasinet Aktionæren, som udkommer torsdag-fredag i denne uge.

 

Degiro vil fremover samarbejde med Skat

Hidtil har kunderne i Degiro selv skulle sørge for at indberette deres handler til Skat. Men det ændrer sig i 2018. Det lover børsmæglerens administrerende direktør Gijs Nagel i et interview med magasinet Aktionæren.

 

”Vi er ved at etablere samarbejdet med de danske skattemyndigheder, og vi håber, det falder på plads med virkning for 2017. Men det tør jeg ikke love. Jeg kan derimod love, at det kommer til at fungere for hele 2018,” siger Gijs Nagel.

 

Konkurrencen er blevet hårdere

Leonhardt Pihl, direktør i Dansk Aktionærforening, ønsker Degiro tillykke med kåringen og glæder sig over, at konkurrencen om titlen har været hårdere i år end ved de tidligere kåringer.

 

”Dette års kåring afspejler, at der på det seneste er kommet mere konkurrence mellem mæglerne. Det glæder vi os selvfølgelig over og tror også på, at det vil fortsætte,” siger Leonhardt Pihl.

 


Pressekontakt:

Leonhardt Pihl, direktør, Dansk Aktionærforening
51 17 77 15
lp@shareholders.dk

 

Pressefotos af Leonhardt Pihl finder du på: 
http://www.shareholders.dk/dansk-aktionaerforening/102404/pressekontakt-og-pressebilleder

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer