Mød Stine Bosse på Dansk Aktiemesse

Lær at tjene penge på aktier i AktieSkolen

VELKOMSTPAKKE
til nye medlemmer


Aktiehåndbog
Online analyseprogram
Aktionærens Ordbog


LOG IND

Kun for medlemmer


NYHEDSBREV

Fornavn
Efternavn
E-mail adresse



Ny skat på obligationer er godt nyt

29. januar 2010 - Af Klaus Struwe og Charlotte Lindholm
Send til en ven   Start debat   Udskriv siden

DANSK AKTIONÆRFORENING MENER: Fra den ene dag til den anden skruer regeringen voldsomt op for beskatningen af privates obligationsgevinster. Det kan umiddelbart virke helt urimeligt. Men det er det faktisk ikke. Det er til gengæld den diskriminerende dobbeltbeskatning af aktionærer.

Den 27. januar fremsatte regeringen lovforslaget L 112, der vil medføre, at kursgevinster, der hidtil har været skattefri, bliver skattepligtige. Forslaget er på forhånd sikret flertal i Folketinget, og selv om det fjerner skattefriheden på mange obligationer, er det faktisk et skridt i den rigtige retning, mener Dansk Aktionærforening.

 

Foreningen bakker op om lovændringen, fordi:

 

- det nye skatteprovenu bruges til at nedsætte skatten af kapitalindkomst.

- beskatningen af investeringer bliver lidt mindre kompliceret.

- forskellene i den skattemæssige behandling af forskellige investeringer bliver en smule mindre.

- der ikke bliver lagt skat på de blåstemplede obligationer, som private allerede ejer.

 

Slut med forskellige obligationsklasser

Kernen i forslaget er at ændre beskatningen af kursgevinster på blåstemplede obligationer. Tidligere var der forskel på, hvilke typer obligationer private investerede i: En blåstemplet obligation var en obligation, som på udstedelsestidspunktet havde en kuponrente, som ikke var mindre end den gældende mindsterente. Kursgevinster af blåstemplede obligationer var skattefri for private investorer og investorer i virksomhedsordning. Sortstemplede obligationer overholdt ikke mindsterente-reglerne, og kursgevinster var derfor skattepligtige.

 

Lovforslaget betyder, at der ikke længere skelnes mellem skattefri og skattepligtige obligationer. De ekstra skattekroner, som dette udløser, vil blive brugt til at nedsætte beskatningen af kapitalindkomst. Som et plaster på såret for den nye skat på de blåstemplede obligationer, vil skattesatsen gradvist blive sænket fra 51,5 procent til 42,0 procent.

 

EU tvang Danmark til forenkling

Man kan finde ideen til den ændrede beskatning i Skattekommissionens betænkning fra sidste år. Men Skattekommissionen besluttede, at den ikke ville foreslå denne ændring. Når forslaget kommer nu, så skyldes det, at Europa-Kommissionen vil stille Danmark for EU-Domstolen, hvis vi ikke ændrer skattereglerne.

 

Hidtil er det nemlig kun danske obligationer, der har kunnet opnå det blå stempel og give skattefrie kursgevinster. Alle kursgevinster på obligationer i fremmed mønt er altså i forvejen beskattet. Så på den måde har der ikke været ligestillingen mellem de sort- og de blåstemplede obligationer, og det mener EU-Kommissionen er et brud på de fælles regler om kapitalens frie bevægelighed.

 

Så nu ændrer regeringen altså reglerne, ikke nødvendigvis fordi Skat og politikerne synes, at det er en god idé, men fordi Kommissionen siger, at den nuværende ordning er ulovlig.

 

Skat på opsparing er for høj og for indviklet

Dansk Aktionærforening har ved flere lejligheder opfordret til at ændre på beskatningen af investeringer. Da Skattekommissionens betænkning blev offentliggjort for et år siden, pegede vi blandt andet på, at beskatningen af opsparing er både for høj og for uoverskuelig. Dansk Aktionæreforening havde gerne set en ensartet og lavere beskatning af al opsparing.

 

Nu kommer regeringen med forslag om en lille forenkling. Og det er positivt, for det forslag medfører så, at en række andre bestemmelser kan afskaffes, fordi de bliver overflødige.

 

Heldigvis gælder den nye beskatning ikke for de blåstemplede obligationer og investeringsbeviser, som borgerne allerede ligger inde med. Den nye beskatning ville have været helt uacceptabel uden denne beskyttelse af investeringer, der er foretaget inden den 27. januar 2010.

 

Obligationer er fortsat sikre investeringer

Men den nye beskatning har ikke desto mindre ført til uro på markederne. Umiddelbart er den nye skat en styrkelse af investeringer i aktier, fordi ingen tør lave nye investeringer i obligationer, før de kender den nye lovgivning helt og har kunnet vurdere konsekvenserne.

 

Set med Dansk Aktionærforenings øjne er statsobligationer og realkreditobligationer ikke blevet mere usikre investeringer på grund af lovforslaget. De bliver kun beskattet på en anden måde. Det er fortsat sikre investeringer at købe statsobligationer og realkreditobligationer, og de kan fortsat foretages direkte. Investeringsforeninger er her næsten udelukkende et fordyrende mellemled.

 

Diskriminationen mod aktionærer fortsætter

Argumenterne for den nye skat er ifølge skatteminister Kristian Jensen (V), at de nye regler giver bedre gennemsigtighed for den private investor, når han eller hun skal vælge mellem at investere i aktier eller obligationer, fordi skattesatsen fremover bliver på 42 procent for begge typer papirer.

 

Men det er en sandhed med modifikationer. For Dansk Aktionærforening har længe argumenteret for, at skattesatserne på aktieinvesteringer skal meget længere ned. For inden selskaberne betaler udbytte til aktionærerne, har de allerede har betalt selskabsskat, og dermed er den reelle beskatning af aktiegevinster helt oppe i det røde felt med en skattesats på hele 56 procent.

 

Det er i den grad en diskrimination af investering i aktier, og derfor bør skatteministeren også skynde sig at ligestille investeringer i obligationer med aktier ved at sænke aktieskatten til 23 procent. Det vil føre til reel ligestilling.

 

Og det haster: Dobbeltbeskatningen, hvor staten tager sin del af først overskuddet i virksomhederne og derefter det udloddede overskud til aktionærerne, er helt og aldeles urimelig. Vi gentager: Helt og aldeles urimelig.

 

Skatteministeren bruger ligestilling som argument for den nye obligationsskat, så Dansk Aktionærforening agter at tage ham på ordet: Vi glæder os til at se ministeren træde i karakter, indføre fuld ligestilling og sænke skatten på aktieinvesteringer.

 

Klaus Struwe og Charlotte Lindholm er henholdsvis konsulent og direktør for Dansk Aktionærforening.

SENESTE NYHEDSBREVE
Nyhedsbrevsoversigt

RELATEREDE ARTIKLER
25. februar 2010
Skatten på aktier skal ned

22. april 2010
Minister grubler grundigt over molbohistorie


SØG I ARTIKLERNE

Denne artikel stammer fra Aktionærens Nyhedsbrev
Tilmeld dig gratis her